Forekomst fordelt på køn og alder
Andelen af ældrebefolkningen, der er registreret med en demensdiagnose, øges markant med alderen: fra ca. 0,7 % i aldersgruppen 65-69 år til 11 % i aldersgruppen +85 år. Kvinder har højere middellevetid end mænd, og kvinder tegner sig for godt 60 % af de registrerede demenstilfælde.
Demenssygdomme kan i sjældne tilfælde debutere helt ned til 40-års alderen. Ifølge en international meta-analyse, hvor også danske data indgår, er forekomsten blandt yngre hyppigere end tidligere antaget.
Kombineres prævalensestimatet fra meta-analysen med aktuelle befolkningstal i Danmark er der ca. 4.200 personer under 65 år med demens. De aktuelle tal fra registrene estimerer, at der er ca. 3.000 personer med en demensdiagnose. Meta-analysen viser desuden, at der ikke er nogen betydelig kønsforskel i de yngre aldersgrupper.