Til forsiden

Biokemiske markører for Alzheimers sygdom

Alzheimers sygdom er allerede i sin tidlige fase karakteriseret ved udfældning af særlige, uopløselige proteinstoffer - beta-amyloid og tau - i hjernen, der ved analyse af rygmarvsvæsken fungerer som biokemiske markører for sygdommen.

  • Beta-amyloid er hovedkomponenten i de amyloide plaques. Beta-amyloid er et peptid, der findes i flere forskellige længder i rygmarvsvæsken. Det hyppigst forekommende er peptidet på 40 aminosyrer, hvorimod peptidet på 42 aminosyrer (Aβ42) er det, der oftest findes i plaques. En nedsat koncentration af Aβ42 i rygmarvsvæsken er udtryk for en øget ophobning af beta-amyloid i hjernen.
     
  • Tau er et protein, der findes i hjernecellerners aksoner og bl.a. bidrager til stabilisere disse. Ophobning af tau-neurofibriller, også kaldet tangles, i hjernen ledsages af et forhøjet niveau af tau (total-tau) i rygmarvsvæsken, hvilket er en forholdsvis uspecifik markør for neurodegeneration.
     
  • Fosforyleret tau. Der kan kobles en fosfatgruppe til et antal aminosyrer på tauproteinet. Dermed bindes tau ikke til aksonet på sædvanlig måde, hvilket forringer nervecellernes funktion. Øget koncentration af fosforyleret tau i rygmarvsvæsken ses især ved Alzheimers sygdom.

Signatur for Alzheimers sygdom

Siden man i slutningen af 1980'erne begyndte at forske i biomarkører for Alzheimers sygdom, har disse vundet indpas i den diagnostiske udredning. Evidens for anvendeligheden af biomarkører  stammer fra bl.a. obduktionsundersøgelser, hvor mængden af Aβ42 og tau målt i rygmarvsvæsken før dødstidspunktet er i overensstemmelse med forekomsten af disse proteiner i hjernen ved obduktion. Også en ny scanningsmetode, der visualiserer forekomsten af beta-amyloid af i hjernen, har bidraget til at validere Aβ42 som biomarkør for Alzheimers sygdom.

Kombinationen af de tre biomarkører giver en 'signatur' - nedsat Aβ42, forhøjet total-tau og fosforyleret tau - der er karakteristisk, men ikke helt specifik for Alzheimers sygdom.

Ophobning af beta-amyloid i hjernen og nedsat Aβ42 i rygmarvsvæsken ses ikke kun ved Alzheimers sygdom, men ofte også ved Lewy body demens, demens ved Parkinsons sygdom og endda hos ældre uden demens. Forhøjede niveauer af tau i hjernen og i rygmarvsvæsken kan også ses efter apopleksi samt hovedtraumer. Ved Creutzfeldt-Jakobs sygdom er total-tau stærkt øget.

Hvor præcise er biomarkører?

Sensitivitet (markørernes evne til at identificere Alzheimers sygdom) og specificitet (markørernes evne til at identificere personer, der ikke har sygdommen) ligger i omegnen af 85-90 %, hvilket er udtryk for en relativt god diagnostisk skelneevne. Undersøgelser af personer med mild cognitive impairment (MCI) har vist, at de tre biomarkører kan bidrage til at forudsige, hvilke patienter der med tiden vil udvikle Alzheimers sygdom. 

Lumbalpunktur indgår aktuelt ved diagnosticering af Alzheimers sygdom, hvor der er tvivl om diagnosen. Det er en forholdsvis billig procedure med lav risiko for patienten. En mere udbredt diagnostisk anvendelse af lumbalpunktur kan måske forventes, hvis en mere effektiv medicinsk behandling af Alzheimers sygdom bliver tilgængelig.

Senest opdateret: 14. april 2016