Ved udredningsforløbets afslutning kan patient og pårørende tilbydes en informationssamtale, hvor de får oplysninger om undersøgelsesresultater, diagnose og behandlingsmuligheder.
Det drejer sig om muligheden for behandling af både eventuel
demenssygdom og ledsagesymptomer som f.eks. neuropsykiatriske
symptomer. Patienten skal være indforstået med, at den pårørende
modtager fortrolige oplysninger.
I tilfælde af demens kan informationssamtalen også omhandle
drøftelse af følgende emner:
- bilkørsel og eventuelle
begrænsninger heraf; om nødvendigt nedlægges kørselsforbud
- arbejds- eller pensionsforhold og/eller socialmedicinske
tiltag; patienten henvises eventuelt til det kommunale netværk
vedrørende demente
Endvidere orienteres om:
- mulighed for fortsat lægefaglig eller tværfaglig
opfølgning
- muligheder for flere oplysninger om sygdommen, f.eks. gennem
patient- og pårørendeforeninger (Alzheimerforeningen, m.v.)
- mulige hjælpe og støtteforanstaltninger, herunder den kommunale
demensvejleder/demenskonsulent
- kurser og rådgivningstilbud