Neuropsykologisk undersøgelse

En neuropsykologisk undersøgelse er en undersøgelse af mentale funktioner som hukommelse, koncentration, rumopfattelse, sprogfærdighed, problemløsning, m.v. Sådanne færdigheder kaldes i fagsprog kognitive funktioner afledt af det latinske 'cognitio', der kan oversættes ved tænkning.

Demens er en tilstand, der allerede i sin tidlige fase medfører forringelse af kognitive funktioner og formålet med at undersøge disse er at afklare, om der er tegn på kognitiv svækkelse. En neuropsykologisk undersøgelsen består af en række skriftlige og mundtlige opgaver beregnet på at belyse eller 'måle' kognitive funktioner.

En neuropsykologisk undersøgelse er væsentligt mere omfattende end kognitive screeningsmetoder som f.eks. Mini-Mental State Examination (MMSE).

Antallet af opgaver eller tests i en neuropsykologisk undersøgelse er større og opgaverne er mere krævende. Selvom de enkelte opgaver er af kort varighed, kan hele undersøgelsen, der også omfatter en indledende samtale, godt vare 2-3 timer. Undersøgelsesmetoden er mere følsom end screeningsprøver, hvor en 'normal' præstation i reglen ikke kan bruges til at udelukke demens.

En neuropsykologisk undersøgelse foretages i de fleste tilfælde af en klinisk neuropsykolog, hvilket er en psykolog med en efteruddannelse inden for hjernens funktion, hjernesygdomme og undersøgelsesmetodik (testning). Også psykologer med efteruddannelse inden for andre specialer - f.eks. gerontopsykologi (ældrepsykologi) - foretager neuropsykologiske undersøgelser.

Indikation

Neuropsykologisk undersøgelse ved demensudredning er især relevant, når der er tvivl om graden af kognitiv forringelse. Der kan f.eks. være tale om, at patienten oplever hukommelsesbesvær eller andre former for kognitiv forringelse, men forringelsen er ikke tilstrækkelig udtalt til at påvirke funktionsevnen i hverdagen.

En neuropsykologisk undersøgelse kan ofte bidrage til at skelne mellem, om det kognitive funktionsniveau ligger indenfor den normale variation, om der er tale om let kognitiv svækkelse uden demens (MCI), eller begyndende demens i let grad.

Hvis den kognitive svækkelse er så fremskreden, at patienten har svært ved at fungere på egen hånd i hverdagen, vil vedkommende som regel også fremtræde åbenlyst (klinisk) dement og en testning af det kognitive funktionsniveau er overflødig.

Skelnen mellem forskellige demenssygdomme

Hvis der er usikkerhed om, hvilken type af demenssygdom patienten har, kan en neuropsykologisk undersøgelse undertiden bidrage differentialdiagnostisk til at skelne mellem forskellige undertyper af demens.

Der er en tendens til at forskellige demenssygdomme giver forskellige, prototypiske symptombilleder også med hensyn til 'profilen' af kognitiv svækkelse. Alzheimers sygdom vil f.eks. ofte medføre en markant svækkelse af episodisk hukommelse (evnen til at huske fra dag til dag), semantisk hukommelse (almen viden, paratviden) samt rumopfattelse. Ved vaskulær demens er tænkningen ofte præget af en generel træghed, forarbejdningstempoet kan være nedsat og der kan forekomme svigt i overblik og problemløsning.

Neuropsykologisk testning kan således overvejes ved

• let demens, tvivlsom demens, mistanke om MCI
• differentialdiagnostiske problemstillinger, hvor den kognitive profil kan bidrage til skelnen
• ved behov for en nuanceret beskrivelse af kognitive og adfærdsmæssige forstyrrelser

Selvom profilen af kognitiv funktionsforringelse varierer ved forskellige typer af demenssygdomme, er der også stor variation af kognitive vanskeligheder inden for de enkelte demenssygdomme og overlappet af kognitive vanskeligheder på tværs af demenstyper er betydeligt. Profilen af kognitiv funktionsforringelse er således vanskelig at anvende diagnostisk.

Den neuropsykologiske undersøgelse bør betragtes som en brik i det puslespil, som demensdiagnostik kan sammenlignes med. På en demensudredningsenhed indgår en neuropsykologisk undersøgelse i  udredningsforløbet som en supplerende undersøgelse sammen med undersøgelse af rygmarvsvæsken, særlige former for hjerneskanning, m.v.

Neuropsykologisk undersøgelse kan, hvis den gentages efter f.eks. et år, også bruges til at vurdere eventuel forværring (progression) eller normalisering (remission) af tilstanden, ligesom den kan indgå ved vurdering af behovet for sociale og praktiske støtteforanstaltninger, førtidspension, trafiksikkerhed ved bilkørsel m.v.