Biokemiske markører for Alzheimers sygdom

Alzheimers sygdom er allerede i sin tidlige fase karakteriseret ved udfældning af særlige, uopløselige proteinstoffer - beta-amyloid og tau - i hjernen, der ved analyse af rygmarvsvæsken fungerer som biokemiske markører for sygdommen.

• Beta-amyloid er hovedkomponenten i de amyloide plaques (link: Alzheimers sygdom; beta-amyloide plaques). Beta-amyloid er et peptid, der findes i flere forskellige længder i rygmarvsvæsken. Det hyppigst forekommende er peptidet på 40 aminosyrer, hvorimod peptidet på 42 aminosyrer (Aβ-42) er det, der oftest findes i plaques. En nedsat mængde af Aβ-42 i rygmarvsvæsken er udtryk for en øget ophobning af beta-amyloid i hjernen.
  
  
• Tau er et protein, der findes i hjernecellerners aksoner og bl.a. bidrager til stabilisere disse (Se: Alzheimers sygdom → neurofibrillære sammenfiltninger). Ophobning af tau-neurofibriller i hjernen ledsages af et forhøjet niveau af tau i rygmarvsvæsken og er udtryk for graden af neurodegeneration.
  
  
• Fosforyleret tau. Der kan kobles en fosfatgruppe til et antal aminosyrer på tauproteinet. Dermed bindes tau ikke til aksonet på sædvanlig måde, hvilket forringer nervecellernes funktion. Der en direkte sammenhæng mellem mængden af fosforyleret tau i hjernen og i rygmarvsvæsken. Øgede mængder af fosforyleret tau ses især ved Alzheimers sygdom.

Siden man i slutningen af 1990'erne begyndte at forske i biomarkører for Alzheimers sygdom, har disse vundet indpas i den diagnostiske udredning. Evidens for anvendeligheden af biomarkører  stammer fra bl.a. obduktionsundersøgelser, hvor mængden af Aβ-42 og tau målt i rygmarvsvæsken før dødstidspunktet er i overensstemmelse med forekomsten af disse proteiner i hjernen ved obduktion. Også en ny scanningsmetode, der visualiserer forekomsten af beta-amyloid af i hjernen (link: billeddannelse; PiB-PET), har bidraget til at validere Aβ-42 som biomarkør for Alzheimers sygdom.

Kombinationen af de tre biomarkører giver en 'signatur' - nedsat Aβ-42, forhøjet total tau og fosforyleret tau - der er karakteristisk, men ikke specifik for Alzheimers sygdom(1).

Ophobning af beta-amyloid i hjernen og nedsat Aβ-42 i rygmarvsvæsken ses ikke kun ved Alzheimers sygdom, men ofte også ved Lewy body demens, demens ved Parkinsons sygdom og endda hos ældre uden demens. Forhøjede niveauer af tau i hjernen og i rygmarvsvæsken kan også ses efter apopleksi samt hovedtraumer. Ved Creutzfeldt-Jakobs sygdom er total tau stærkt øget.

Hvor sikker er diagnosemetoden?

Både sensitiviteten (markørernes evne til at identificere Alzheimers sygdom) og specificiteten (markørernes evne til at identificere personer, der ikke har sygdommen) ligger højt (2).

Undersøgelser af personer med let kognitiv svækkelse (MCI) har vist, at de tre biomarkører kan bidrage til at forudsige, hvilke patienter der med tiden vil udvikle Alzheimers sygdom(3). Men markørerne kan som anført ikke med fuld sikkerhed skelne Alzheimers sygdom fra andre hjernesygdomme.

Lumbalpunktur indgår aktuelt ved diagnosticering af Alzheimers sygdom, hvor der er tvivl om diagnosen. Det er en forholdsvis billig procedure med lav risiko for patienten. En mere udbredt diagnostisk anvendelse af lumbalpunktur kan måske forventes, hvis en mere effektiv medicinsk behandling af Alzheimers sygdom bliver tilgængelig.