Neuropsykiatriske symptomer forekommer hyppigt ved demens og udgør en væsentlig belastning for patienter og pårørende.
Det kan f.eks. dreje sig om depression, apati, ængstelse,
hallucinationer, vrangforestillinger og adfærdsforstyrrelser (Se:
Psykiatriske symptomer og
adfærdsforstyrrelser). Neuropsykiatriske symptomer har ofte
afgørende betydning for, om en patient må anbringes i
plejebolig.
Symptomerne kan i sig selv have diagnostisk værdi. Uhæmmet,
impulsiv og asocial adfærd kan være debutsymptomer ved frontotemporal demens .
Synshallucinationer og forstyrrelser i drømmesøvnen
(REM-søvnforstyrrelser) kan være tegn på Lewy body
demens. Apati, depression og angst ses bl.a. ved Alzheimers
sygdom , især tidligt i sygdomsforløbet. Hvis MCI
ledsages af neuropsykiatriske symptomer, øges
risikoen for at tilstanden udvikler sig til demens.
Neuropsykiatriske symptomer udgør generelt en negativ prognostisk
faktor.
Nogle patienter og pårørende er tilbøjelige til at
underrapportere eller negligere neuropsykiatriske symptomer. Ved at
spørge direkte til eventuelle symptomer øges chancen for, at de
bliver identificeret og behandlet. F.eks. kan en depression medføre
demenslignende symptomer, der remitterer igen ved effektiv
behandling af depressionen. Som supplement til udspørgning er der
udviklet en række screeningsinstrumenter for depression og andre
neuropsykiatriske symptomer.
Sidst opdateret 28.07.2011