For nogle laboratorieprøver foreligger videnskabelig evidens for deres diagnostiske værdi ved demensudredning, men for de fleste prøvers vedkommende er deres anvendelse baseret på klinisk erfaring og sund fornuft.
Den svenske stats udvalg for medicinsk evaluering (SBU) har
gennemgået den videnskabelige dokumentation for, i hvilket omfang
laboratoriescreening med en række blodprøver bidrager til
diagnostisk afklaring i forbindelse med demensudredning.
Gennemgangen munder ud i følgende anbefalinger:
| Blodprøve |
Statens beredning för medicinsk utvärdering |
| TSH |
Anbefales som led i basal demensudredning |
| Kalcium |
Anbefales som led i basal demensudredning |
| Homocystein |
Anbefales som led i basal demensudredning |
| B12/cobalamin |
Frarådes ved normalt homocysteinniveau |
| Folat |
Frarådes ved normalt homocysteinniveau |
| HIV-test |
Anbefales ved klnisk mistanke om HIV-infektion |
Kilder: (1;2)
Thyroideastimulerende hormon
(TSH)
Et for lavt niveau af thyroideahormon i blodet
(hypothyreose) kan medføre gradvist langsommere mentale funktioner,
demenslignende symptomer og depression. Omvendt kan et for højt
niveau af thyroideahormon (hyperthyreose) medføre uro, rastløshed,
subjektivt oplevede kognitive vanskeligheder samt undertiden også
depression eller psykose. Men der er ikke evidens for at hverken
hypo- eller hyperthyreose i sig selv forårsager irreversibel
demens. Begge tilstande er almindeligt forekommende og kan
identificeres eller udelukkes ved hjælp af en
blodprøve.
Kalcium
Et for højt kalciumniveau i blodet
(hypercalcæmi) kan undertiden bidrage til kognitiv svækkelse. Et
for højt kalciumniveau kan endvidere udgøre en udløsende faktor ved
konfusionstilstande. Hypercalcæmi kan identificeres eller udelukkes
ved hjælp af en blodprøve.
Homocystein
Der foreligger stærk evidens for en
sammenhæng mellem et forhøjet niveau af homocystein i blodet og
svækket kognitiv funktion(2). For sammenhængen mellem et forhøjet
niveau af homocystein i blodet og Alzheimers sygdom er evidensen
moderat.
B12-vitamin
Man har længe mistænkt, at mangel på
B12-vitamin kan medføre kognitiv svækkelse eller potentielt
reversibel demens som følge af demyeliniserende processer. SBU
finder imidlertid ikke evidens for, at der skulle være en
sammenhæng mellem B12-vitaminmangel og kognitiv svækkelse eller
Alzheimers sygdom(2).
Folat
Mangel på folat (folinsyre; B9-vitamin) menes
at være forbundet med udvikling af kognitiv svækkelse. SBU finder
moderat evidens for en sammenhæng mellem mangel på folinsyre og
kognitiv svækkelse samt nogen evidens for en sammenhæng mellem
mangel på folinsyre og Alzheimers
sygdom(2).
HIV-test
HIV-associeret demens er bl.a. karakteriseret ved
psykomotorisk træghed og et nedsat mentalt forarbejdningstempo. De
fleste patienter med HIV-associeret demens har et alvorligt svækket
immunsystem.
1) Demenssjukdom. Vetenskapeligt underlag för nationella
riktlinjer 2010. Sverige: Socialstyrelsen; 2010.
2) Dementia - diagnostic and therapeutic considerations. A
systematic review. Statens beredning för medicinsk
utvärdering; SBU; 2008. Report No.: 2.