Diagnostisk udredning af demens er en opgave fordelt mellem mange aktører:
- almen praksis
- praktiserende speciallæger (neurologi og psykiatri)
- udgående ældrepsykiatriske eller geriatriske teams
- specialiserede ambulatorier på hospitaler (demensenheder,
hukommelsesklinikker) indenfor neurologi, geriatri eller
psykiatri
På hospitalerne er demensudredning en opgave, der går på tværs
af mindst tre lægelige specialer: neurologi, psykiatri (især ældre-
eller gerontopsykiatri) samt geriatri. Også andre faggrupper som
plejepersonale, neuropsykologer, gerontopsykologer, ergoterapeuter,
socialrådgivere, m.fl. kan være involveret i demensudredning.
Demensudredning er mange steder en tværfaglig opgave - omend
forankret i et lægeligt speciale.
Personer med demens indlægges på alle typer hospitalsafdelinger,
og personalet på disse afdelinger bliver ofte opmærksomme på tegn
på ikke-diagnosticeret demens hos en patient indlagt af helt andre
årsager.