Til forsiden

Betændelseshæmmende og smertestillende midler

Behandling med betændelseshæmmende og smertestillende midler er på langt sigt associeret med signifikant nedsat risiko for udvikling af Alzheimers sygdom. Det viser en række befolkningsundersøgelser. Derimod har kliniske forsøg indtil videre givet modstridende resultater, når det gælder risiko for udvikling af Alzheimers sygdom.

Nonsteroide anti-inflammatoriske lægemidler (NSAID) er betændelseshæmmende og smertestillende midler, der især anvendes til behandling af gigt. NSAID-midler opdeles i nonspecifikke cyclooxygenase (COX) hæmmere (fx acetylsalicylsyre og ibuprofen) og rene COX-2 hæmmere (fx celecoxib).

Befolkningsundersøgelser

Resultater fra befolkningsundersøgelser, der har set på sammenhængen mellem brug af NSAID-midler og risiko for udvikling af Alzheimers sygdom senere i livet, er sammenfattet i fire oversigtsartikler og meta-analyser, som er publiceret i perioden 2003-2015.

Systematiske reviews og meta-analyser vedrørende NSAID-midler og risiko for Alzheimer

Studiedesign
Reference
6 kohorte; 3 case-kontrol
Etminan 2003
4 kohorte; 3 case-kontrol; 4 tværsnitsstudier
Szekely 2004
6 kohortestudier
Szekely 2008
12 kohorte; 5 case-kontrol; 1 RCT
Wang 2015

Befolkningsundersøgelserne indikerer stort set samstemmende, at behandling med NSAID-midler – uanset hvilken type, der anvendes er associeret med signifikant nedsat risiko for Alzheimers sygdom.

Udvalgte meta-analyser af sammenhængen mellem behandling med NSAID og risiko for Alzheimer

Type af NSAID
Studiedesign
Antal studier i analyse
Risikoestimat
95 % konfidens-interval
Reference
Alle NSAID
Kohorte
12
Risikoratio 0,69
0,56-0,86
Wang 2015
Case-kontrol
4
Risikoratio 0,75
0,68-0,84
Acetylsalicylsyre
Kohorte
8
Risikoratio 0,74
0,57-0,97
Case-kontrol
3
Risikoratio 0,84
0,61-1,16
Ikke acetylsalicylsyre
Kohorte og case-kontrol
8
Risikoratio 0,65
0,47-0,88

Ifølge den seneste meta-analyse fra 2015 er den mulige beskyttende virkning af NSAID-midler knyttet til varigheden af behandlingen. Således er langvarig (≥2 år) NSAID-behandling forbundet med en væsentligt større nedsættelse af risikoen for Alzheimers sygdom end kortvarig behandling (<2 år).

Kliniske forsøg

Der foreligger kun få randomiserede kontrollerede kliniske forsøg (RCT), der belyser sammenhængen mellem brugen af NSAID-midler og risikoen for senere udvikling af Alzheimers sygdom.

Det såkaldte Alzheimer’s Disease Anti-inflammatory Prevention Trial (ADAPT) har givet modstridende resultater. I perioden 2001-2004 blev 2.528 ældre med mulig arveligt betinget risiko for Alzheimers sygdom inkluderet i forsøget, hvor den mulige forebyggende virkning af celecoxib (en COX-2 hæmmer) og naproxen (nonspecifik COX-hæmmer) blev afprøvet.

Foreløbige resultater viste en ikke-signifikant tendens til øget risiko for Alzheimers sygdom ved behandling med NSAID-midler, hvorimod et opfølgningsstudie 2-3 år efter randomiseringen tydede på nedsat risiko for Alzheimer. I 2013 viste yderligere et opfølgningsstudie ingen forskel på risikoen for Alzheimer ved brug af NSAID-midler efter ca. 10 år sammenlignet med placebo. Der sås heller ingen forskel i risiko for demens generelt (all-cause dementia).

Kliniske forsøg vedrørende behandling med NSAID til raske ældre med familiær risiko for Alzheimer

Navn på studie
Lægemiddel
Deltagerantal
Risikoestimat
95 % konfidens-interval
Varighed
Reference
ADAPT follow-up
Celecoxib
1.537
Hazard ratio  1,03
0,72-1,50
op til 10 år
ADAPT Research Group 2013
Naproxen
Hazard ratio  0,92
0,62-1,35

Der foreligger to RCT, hvor ældre med mild cognitive impairment (let kognitiv svækkelse; MCI) blev behandlet med NSAID-midler. Et amerikansk studie med knap 1.500 deltagere, der blev fulgt i op til fire år, viste, at behandling med rofecoxib (en COX-2 hæmmer) var associeret med signifikant øget risiko for udvikling af Alzheimers sygdom. Derimod viste et mindre spansk studie af godt et års varighed, at behandling med triflusal (salicylsyre) var associeret med signifikant nedsat risiko for udvikling af Alzheimer.

Kliniske forsøg vedrørende behandling med NSAID til MCI-patienter og risiko for Alzheimer

Akronym
Lægemiddel
Deltagerantal
Risikoestimat
95 % konfidens-interval
Varighed
Reference
 
Rofecoxib
1.457
Hazard ratio  1,46
1,09-1,94
op til 4 år
Thal 2005
TRIMCI
Triflusal
257
Placebo : triflusal hazard ratio 2,10
1,10-4,01
Mean 13 mdr
Gomez-Isla 2008

Da de kliniske forsøg vedrørende NSAID og risiko for Alzheimers sygdom er foretaget på ældre mennesker, er det vanskeligt at konkludere, om midlerne kan bruges som forebyggelse af demens. Et stort australsk-amerikansk klinisk forsøg med aspirin (acetylsalicylsyre) til raske ældre, der forventes at inkludere ca. 19.000 deltagere – ASPirin in Reducing Events in the Elderly (ASPREE) – er sat i gang, men der foreligger endnu ingen data.

Alzheimers sygdom

Resultaterne af randomiserede kontrollerede kliniske forsøg, hvor patienter med Alzheimers sygdom behandles med NSAID-midler, er sammenfattet i et Cochranereview fra 2012 og en meta-analyse fra 2015. De kliniske forsøg viser, at hverken behandling med acetylsalicylsyre, nonspecifikke COX-hæmmere eller rene COX-2 hæmmere, har indflydelse på udviklingen i det kognitive funktionsniveau hos patienter med Alzheimer.

(Opdateret september 2016)

Wang J, Tan L, Wang HF, Tan CC, Meng XF, Wang C, et al. Anti-inflammatory drugs and risk of Alzheimer's disease: an updated systematic review and meta-analysis. Journal of Alzheimer's disease : JAD. 2015;44(2):385-96.


Miguel-Alvarez M, Santos-Lozano A, Sanchis-Gomar F, Fiuza-Luces C, Pareja-Galeano H, Garatachea N, et al. Non-steroidal anti-inflammatory drugs as a treatment for Alzheimer's disease: a systematic review and meta-analysis of treatment effect. Drugs Aging. 2015;32(2):139-47.


Alzheimer's Disease Anti-inflammatory Prevention Trial Research Group. Results of a follow-up study to the randomized Alzheimer's Disease Anti-inflammatory Prevention Trial (ADAPT). Alzheimer's & dementia : the journal of the Alzheimer's Association. 2013;9(6):714-23.


ASPREE Investigator Group. Study design of ASPirin in Reducing Events in the Elderly (ASPREE): a randomized, controlled trial. Contemp Clin Trials. 2013;36(2):555-64.


Jaturapatporn D, Isaac MG, McCleery J, Tabet N. Aspirin, steroidal and non-steroidal anti-inflammatory drugs for the treatment of Alzheimer's disease. Cochrane Database Syst Rev. 2012(2):CD006378.


Breitner JC, Baker LD, Montine TJ, Meinert CL, Lyketsos CG, Ashe KH, et al. Extended results of the Alzheimer's disease anti-inflammatory prevention trial. Alzheimer's & dementia : the journal of the Alzheimer's Association. 2011;7(4):402-11.


ADAPT Research Group, Martin BK, Szekely C, Brandt J, Piantadosi S, Breitner JC, et al. Cognitive function over time in the Alzheimer's Disease Anti-inflammatory Prevention Trial (ADAPT): results of a randomized, controlled trial of naproxen and celecoxib. Archives of neurology. 2008;65(7):896-905.


Szekely CA, Green RC, Breitner JC, Ostbye T, Beiser AS, Corrada MM, et al. No advantage of A beta 42-lowering NSAIDs for prevention of Alzheimer dementia in six pooled cohort studies. Neurology. 2008;70(24):2291-8.


Gomez-Isla T, Blesa R, Boada M, Clarimon J, Del Ser T, Domenech G, et al. A randomized, double-blind, placebo controlled-trial of triflusal in mild cognitive impairment: the TRIMCI study. Alzheimer Dis Assoc Disord. 2008;22(1):21-9.


ADAPT Research Group, Lyketsos CG, Breitner JC, Green RC, Martin BK, Meinert C, et al. Naproxen and celecoxib do not prevent AD in early results from a randomized controlled trial. Neurology. 2007;68(21):1800-8.


Thal LJ, Ferris SH, Kirby L, Block GA, Lines CR, Yuen E, et al. A randomized, double-blind, study of rofecoxib in patients with mild cognitive impairment. Neuropsychopharmacology. 2005;30(6):1204-15.


Szekely CA, Thorne JE, Zandi PP, Ek M, Messias E, Breitner JC, et al. Nonsteroidal anti-inflammatory drugs for the prevention of Alzheimer's disease: a systematic review. Neuroepidemiology. 2004;23(4):159-69.


Etminan M, Gill S, Samii A. Effect of non-steroidal anti-inflammatory drugs on risk of Alzheimer's disease: systematic review and meta-analysis of observational studies. BMJ. 2003;327(7407):128.

Senest opdateret: 05. september 2016