Til forsiden

For højt blodtryk – hypertension

Der er en stærk og konsistent sammenhæng mellem hypertension midt i livet og risiko for senere udvikling af vaskulær demens. Der er derimod ikke påvist nogen sammenhæng mellem hypertension sent i livet og Alzheimers sygdom. En sikker sammenhæng mellem hypertension sent i livet og demens er heller ikke påvist.

Den relativt høje forekomst af hypertension i befolkningen betyder, at tilstanden (ligesom diabetes) formentlig er blandt de vigtigste modificerbare risikofaktorer for demens.

Vaskulær demens

Resultater fra 11 befolkningsundersøgelser vedrørende sammenhængen mellem hypertension midt i livet og risiko for vaskulær demens er sammenfattet i en oversigtsartikel fra 2011 skrevet af engelske og norske forskere. En meta-analyse af seks kohortestudier (longitudinale studier) viser, at hypertension er stærkt associeret med risiko for udvikling af demens senere i livet (se tabel). Tilsvarende finder en meta-analyse af fem tværsnitsstudier en stærk association mellem hypertension og vaskulær demens.

Alzheimers sygdom

Resultater fra 19 befolkningsundersøgelser vedrørende sammenhængen mellem hypertension midt i livet og risiko for Alzheimers sygdom er sammenfattet i en amerikansk oversigtsartikel fra 2011. Der er tale om prospektive kohortestudier og såkaldte nested case-kontrol studier. Artiklen indeholder en meta-analyse af sammenhængen mellem hypertension ved studiernes start (baseline) samt meta-analyser af sammenhængen mellem en 10-mm Hg stigning i henholdsvis systolisk og diastolisk blodtryk (se tabel). Ingen af de tre meta-analyser finder nogen sammenhæng mellem hypertension og risiko for Alzheimers sygdom.

Demens generelt

Befolkningsundersøgelser fra bl.a. Sverige, Finland og USA finder samstemmende en signifikant sammenhæng mellem hypertension midt i livet og risiko for senere udvikling af demens generelt (any type dementia). På baggrund af de foreliggende resultater vedrørende vaskulær demens og Alzheimers sygdom er det nærliggende at antage, at sammenhængen mellem hypertension og ’demens generelt’ reelt drives af den stærke sammenhæng mellem hypertension og vaskulær demens.

Hypertension sent i livet

I mange tilfælde ses et gradvist fald i blodtrykket i årene før, der stilles en demensdiagnose. Tilsvarende finder en del tværsnitsstudier af ældre en negativ sammenhæng mellem hypertension og demens svarende til, at et lavt blodtryk hos ældre er associeret med øget risiko for demens, hvorimod et højt blodtryk muligvis har en beskyttende virkning i denne aldersgruppe.

Vaskulær demens

Antal studier
Design
Outcome
Risikoestimat
95 % konfidensinterval
Reference
6
Kohortestudier
Incident vaskulær demens
Odds ratio 1,59
1,29-1,95
Sharp, 2011
5
Tværsnitstudier
Prævalent vaskulær demens
Odds ratio 4,84
3,52-6,67

 

Alzheimers sygdom

Antal studier
Fænomen
Risikoestimat
95 % konfidensinterval
Reference
13
Hypertension
Relativ risiko 0,97
0,80-1,16
Power, 2011
4
10 mm Hg øgning af systolisk BT
Relativ risiko 0,95
0,91-1,00
4
10 mm Hg øgning af diastolisk BT
Relativ risiko 0,94
0,85-1,04

(Opdateret juli 2016)

Senest opdateret: 02. marts 2017