Angstdæmpende behandling

Beroligende lægemidler af benzodiazepintypen anvendes undertiden ved angst og uro hos demente.

Ældre undersøgelser har vist, at midler som oxazepam og diazepam har effekt mod angst og agitation ved demens, men også at virkningen forsvinder ved længere tids behandling(1). Benzodiazepiner er uegnede til langtidsbehandling ved demens. Lægemidlerne er vanedannende, patienterne udvikler tolerans (hvorved virkningen aftager) og deres muskelafslappende virkning kan give problemer med balance, gang eller andre bevægelser.

Til gengæld kan benzodiazepiner være velegnede til ganske kortvarig behandling i forbindelse med f.eks. tandlægebesøg eller andre undersøgelser, som af den demente kan opleves som ubehagelige eller skræmmende.

Da symptomer som angst og uro kan være relateret til depression, og da antidepressiva generelt giver færre bivirkninger end anxiolytika, kan antidepressiv behandling forsøges, før man iværksætter angstdæmpende behandling.

Den svenske Socialstyrelse, der for nylig har gennemgået dokumentationen, anbefaler, at benzodiazepiner med kort udskillelsestid anvendes mod uro og angst - såfremt behandling uden lægemidler er utilstrækkelig (middel prioritet) (2). Hvis beroligende midler anvendes om aftenen ved sengetid, bør man være opmærksom på risikoen for bivirkninger i form af overdreven og hurtigt indsættende sløvende virkning (sedering) og risiko for fald.

Generelt anbefaler den svenske Socialstyrelse, at behandling med angstdæmpende og beroligende lægemidler ved demens kun foregår i kortere perioder, at effekten vurderes efter to uger, og at der regelmæssigt tages stilling til seponering eller reduktion af dosis.