SkipNavigation

Behandling

Der findes i dag ingen helbredende behandling af demenssygdomme. En sådan behandling ville indebære, at skader repareres, og kognitive funktioner vender tilbage til det niveau, de var på inden sygdommen begyndte.

Når der tales om medicin mod demens, er det lindrende midler snarende end sygdomsstoppende medicin, der henvises til.

Demenssygdomme kan ledsages af både kognitive symptomer (f.eks. problemer med hukommelsen) og psykiatriske symptomer (f.eks. depression eller vrangforestillinger). De kognitive symptomer kan ved nogen former for demenssygdom lindres vha. demensmedicin, hvorimod behandling af de psykiatriske symptomer og adfærdsforstyrrelser almindeligvis foregår bedst ved at tilpasse miljøet (ikke-farmakologisk behandling).

Udgangspunktet bør altid være at forsøge at afdække årsagen til symptomer eller adfærdsforstyrrelser og fokusere på at forebygge eller afhjælpe de problemer, der har udløst symptomerne. Mange psykiatriske symptomer er vanskelige eller umulige at behandle med medicin.