Til forsiden

Posterpris viser vej til meningsfulde aktiviteter for demente

14. maj 2012

Et aktivt fritids- og kulturliv kan være svært at bevare for personer med demens. Men det kan hjælpe at fokusere på hvilke aktiviteter der stadig er og tidligere har været specielt vigtige for personen.
postervinder 2012

Årets posterpris på DemensDagene 2012 går til Annette Johannesen, der i et gruppeforløb for demensramte i Odense gav deltagerne nyt mod og nye metoder til at fastholde fritidsaktiviteter og tilmed få nye venskaber. I samarbejde med en hjemmevejleder og en frivillig pårørende planlagde og gennemførte Annette Johannesen et forløb for en gruppe personer med demens, som mødtes 10 fredage i perioden december 2010 til februar 2011.

I forløbet skulle gruppen bl.a. fokusere på hvilke fritidsaktiviteter som har været og stadig var særlig vigtige for dem og via opgaveark fremlægge deres yndede gøremål for de øvrige i gruppen. Sammen afprøvede de også kulturaktiviteter. Møderækken har givet deltagerne personlig indsigt i vigtige fritids- og kulturaktiviteter gennem personlige aktivitetsprofiler, og gruppen har på den baggrund følt sig mere initiativrige og fortrøstningsfulde omkring bevarelse af et aktivt fritids- og kulturliv.

Blandt de mange kvalificerede postere valgte posterkomiteen Annette Johannesens poster som vinder med følgende begrundelse:

"Det er spændende at se en ny, struktureret metode (Lifestyle Redesign) anvendt på en gruppe personer med demens. Årets poster viser, at metoden har sin berettigelse. De konkrete resultater træder tydeligt frem i form af aktivitetsprofiler, der hjælper personer med demens til at blive bevidste om egne interesser, så de fremadrettet kan udføre meningsfulde aktiviteter i det daglige. Posterkomiteen ønsker derfor Annette Johannesen et stort tillykke med årets poster", lød det fra overlæge Peter Høgh, der overrakte prisen på DemensDagene 2012.