SkipNavigation

Nye prognoser viser fortsat stigning i antallet af demente

1. august 2011

Der er flere demente i Danmark, end vi tidligere har regnet med: 85.000 ældre med demens anno 2011. Stigningen i antallet af demente vil fortsætte, men dog ikke i samme hast som først antaget.

graf til banner om nøgletal

Nationalt Videnscenter for Demens har justeret prognoserne for udviklingen i antallet af demente i Danmark, der tidligere blev offentliggjort i juli 2009. Justeringen er baseret på en mere præcis fremskrivning af ældrebefolkningens vækst. Endvidere er procentsatserne for forekomsten af demens i forskellige aldersgrupper blevet revideret.

Der er stadig tale om en dramatisk stigning i forhold til det nuværende antal, men på langt sigt vil der være lidt færre personer med demens end først beregnet. Stigningen er i en sådan størrelsesorden, at den plejemæssige og økonomiske udfordring forbundet med demens fortsat bliver meget stor.

De nye prognoser medfører på kort sigt en mindre opjustering af antallet af ældre med demens. I 2011 er der ifølge de nye prognoser omkring 85.000 ældre danskere med demens, hvilket er ca. 5.000 flere end hidtil antaget. Men på længere sigt viser de nye prognoser, at antallet ældre med demens vil være lidt lavere end først forventet. I 2025 ligger det forventede antal demente omkring 114.000 mod tidligere 120.000, og i 2040 vil der være mere end 155.000 ældre med demens mod tidligere anslået 177.000.

Nedjusteringen i det forventede antal demente på langt sigt skyldes, at de aktuelle befolkningsfremskrivninger fra Danmarks Statistik opererer med en lidt højere dødelighed i de ældste aldersgrupper end tidligere. Man har tidligere arbejdet ud fra den antagelse, at dødeligheden falder i samme takt for alle alderstrin. Men nu fremskrives dødelighed for hvert enkelt alderstrin ved brug af den såkaldte Lee-Carter metode, der er baseret på den historiske udvikling i de aldersfordelte dødshyppigheder gennem de seneste 20 år. De nye befolkningsfremskrivninger er udviklet i samarbejde mellem Danmarks Statistik og DREAM-gruppen (Danish Rational Economic Agents Model), der også udarbejder økonomiske analyser.

Nationalt Videnscenter for Demens har kombineret de danske befolkningsfremskrivninger med alders- og kønsopdelte procentsatser for forekomsten af demens i Vesteuropa fra World Alzheimer Report 2009, der er udarbejdet af Alzheimer's Disease International.

2011 2015 2020 2025 2030 2035 2040
Ny prognose
(august 2011)
85.263 91.249 100.873 144.106 129.834 144.907 156.150
Tidligere prognose
(juli 2009)
80.000 87.917 101.438 120.063 141.818 162.014 177.526


Sammenligning af prognoser

Se fremtidsprognoser for hele Danmark og de 5 regioner og landets 98 kommuner