Favrskov Kommune anbefaler alle personer med en demenssygdom at udfylde et plejetestamente. Derved kan personalet tilrettelægge pleje af den demente med udgangspunkt i individuelle behov. Praksissen indføres nu i kommunens sundhedsplan.
Plejetestamentet udtrykker patientens ønsker til hverdagen på et
plejecenter, fx vedr. motion, mad, interesser osv. Når den demente
på grund af sygdommen ikke længere kan udtrykke sine ønsker, kan
personalet tage udgangspunkt i testamentet og forsøge at imødekomme
de individuelle behov.
Dorthe Vennemose Buss, jurist i Nationalt Videnscenter for
Demens, hilser initiativet velkomment: "Selvom plejetestamentet
ikke er juridisk bindende, så står det beskrevet i serviceloven som
en mulighed. Plejetestamentet kan være det redskab, der fortæller
personalet hvornår man plejer at gå i bad, hvad der er ens livret
osv. Potentielt kan plejetestamentet medvirke til færre konflikter,
hvis personalet kender til den dementes ønsker og kan handle på
dem".
Ældrerådet i Favrskov Kommune har desuden anbefalet, at
visitationen medbringer en pjece om plejetestamente ved første
besøg hos den demente.
Læs mere om
plejetestamente
Find
vejledning til plejetestamente (udarbejdet af
Alzheimerforeningen)