Må sundhedspersonale tvinge mennesker med demenssygdom til at tage imod behandling?
Reglerne om samtykke til behandling er beskrevet i
Sundhedsloven. Ifølge loven skal sundhedspersonen indhente
informeret samtykke fra patienten før en behandling kan
iværksættes.
Er patienten varigt ude af stand til at varetage egne
helbredsforhold, fx pga. en demenssygdom, skal sundhedspersonen
indhente samtykke hos nærmeste pårørende eller en personlig værge
med kompetence i helbredsforhold. Er der hverken pårørende eller
personlig værge, kan sundhedspersonen iværksætte behandling med
godkendelse af en anden sundhedsperson, der ikke er eller har været
involveret i behandlingen.
Sundhedsloven besvarer dog ikke spørgsmålet om, hvad man skal
gøre, hvis den demente ikke vil have behandlingen, selv om den er
godkendt af pårørende eller værge. Tvungen behandling er kun
tilladt efter reglerne i psykiatriloven, men mange demente opfylder
ikke betingelserne for tvungen behandling efter denne lov. Der er
således ikke noget lovgrundlag for, hvordan personalet skal
forholde sig på somatiske afdelinger, i plejebolig eller eget hjem,
når den demente ikke vil medvirke til behandlingen.
Er der tale om et øjeblikkeligt behandlingsbehov for at redde
patientens liv, så er det ifølge Sundhedsloven tilladt at indlede
eller fortsætte behandling af patienter, der mangler evnen til at
give samtykke, også selv om patienten modsætter sig i ord eller
handling.
I mange af dagligdagens situationer er der imidlertid ikke tale
om et akut, aktuelt behandlingsbehov. Men den manglende behandling
kan på sigt føre til, at patienten ender med et akut
behandlingsbehov, der kunne være undgået, hvis personalet havde
fået lov at behandle patienten i tide. Det kan fx være almindelig
tandbehandling, blodprøvetagning, indtagelse af medicin, anlæggelse
og skift af kateter, sårskiftning, injektioner mv.
Meget plejepersonale oplever dagligt problemet med demente, der
ikke ønsker at indtage den lægeordinerede medicin. Selv om de ikke
forstår, hvad det er, de siger nej til eller hvilke konsekvenser,
det kan få for dem at undlade at tage medicinen, så må personalet
ifølge Sundhedsloven ikke yde behandling under tvang.
Er der ikke tale om livsvigtig medicin, bør plejepersonalet
undlade at give medicinen, hvis den demente ikke ønsker denne, og
prøve at tilbyde den igen senere. Men er der tale om livsvigtig
medicin, som fx hjertemedicin, insulin, astmamedicin mm., har
plejepersonalet pligt til at melde tilbage til den læge, der har
ordineret medicinen. Det er derefter op til lægen at afgøre, hvad
der videre skal ske.
Hvis det ikke er muligt at finde en anden måde at behandle den
demente på, stiller det læge og plejepersonale i et etisk dilemma:
Skal de følge loven og dermed undlade at give den medicin, som den
demente ikke kan undvære? Eller skal de følge
lægeløftet/omsorgspligten og prøve at få medicinen i den demente
alligevel, fx ved at skjule den i yoghurt eller lignende?
Tvungen somatisk behandling af varigt inhabile demente finder
formodentlig sted i praksis i et ukendt omfang. Selv om
behandlingen iværksættes af hensyn til patienten, så er det
retssikkerhedsmæssigt meget betænkeligt, at dette sker uden
lovgrundlag og dermed uden kontrolmuligheder og
retssikkerhedsgarantier for denne svage patientgruppe.
Et lovgrundlag kan sikre faste kriterier for, hvornår tvungen
behandling kan komme på tale, hvem der kan beslutte at iværksætte
tvungen behandling, hvilken form for behandling, der kan
iværksættes samt hvor længe behandlingen må vare. Endelig kan et
lovgrundlag sikre at tvungen behandling registreres og indberettes
samt at der er adgang til at klage over den tvungne behandling.
Ændres Sundhedsloven i denne retning kan det medvirke til at sikre
en ensartet praksis i hele landet samt sikre kontrol med at varigt
inhabile demente ikke udsættes for unødig magtanvendelse.