SkipNavigation


Sekundær navigation

Aktindsigt

En patient har ret til aktindsigt i patientjournal, kardex mv. En anmodning om aktindsigt kan fremsættes mundtligt eller skriftligt overfor den ansvarlige sundhedsperson eller myndighed.

Der skal tages stilling til anmodningen inden 10 dage efter modtagelsen. Aktindsigt kan gives ved at udlevere kopi eller afskrift eller ved at lade patienten gennemlæse journalen på stedet.

En dement patient med handleevne i behold kan give sine pårørende fuldmagt til at få aktindsigt på hans/hendes vegne.

Har den demente patient ikke længere handleevnen i behold vedrørende egne helbredsforhold, kan nærmeste pårørende eller en personlig værge få aktindsigt i patientens journal som legal repræsentant, i det omfang det er nødvendigt for at varetage patientens interesser i en konkret situation.

Hvis nære pårørende til en alderdomssvækket beboer i plejebolig, der ikke er helt ude af stand til selv at varetage sine forhold, fremsætter anmodning om aktindsigt i journal/sygeplejeoptegnelser, så bør anmodningen normalt efterkommes. I denne situation behøver man ikke at kræve fuldmagt eller værgebeskikkelse, hvis personalet er bekendt med, at de pårørende gennem længere tid har varetaget beboerens interesser og det må antages, at beboeren er indforstået med dette.

Sidst opdateret 04.01.2011