SkipNavigation


Sekundær navigation

Kommunens afgørelser og indstillinger

Kommunens afgørelser om magtanvendelse er forvaltningsretlige afgørelser, der skal træffes af den kommunale forvaltning typisk efter anmodning fra det personale, der varetager den daglige pleje og omsorg.

Der er tale om personsager, der skal behandles i de udvalg der er nedsat hertil efter retssikkerhedsloven. Afgørelser om magtanvendelse kan ikke delegeres til plejepersonale eller ansatte i private plejevirksomheder.

En afgørelse om magtanvendelse skal opfylde forvaltningslovens krav til afgørelser fx med dokumentation for, at lovens kriterier er opfyldt, begrundelse for afgørelsen og ikke mindst klagevejledning.

Både kommunens egen afgørelser og indstillingerne til det sociale nævn skal indeholde nøje dokumentation for at kriterierne for magtanvendelse i serviceloven er opfyldt i det enkelte tilfælde. Denne dokumentation indhentes typisk fra plejepersonalets daglige dokumentation af deres arbejde. Det er derfor vigtigt, at plejepersonalet løbende undervises i god dokumentation.

Sidst opdateret 12.04.2011