Udredning og behandling af vaskulær demens

Diagnosen vaskulær demens forudsætter tilstedeværelsen af relevante vaskulære forandringer (infarkter, blødninger, leukoaraiose) påvist ved hjælp af CT- eller MR-scanning af hjernen. Endvidere skal symptomerne kunne forklares ud fra de cerebrovaskulære forandringers placering og omfang.

Udredning og diagnose

Diagnosticering vanskeliggøres bl.a. af, at man ved scanning af ældre mennesker uden symptomer på demens ofte finder småinfarkter ('stumme' infarkter) og/eller leukoaraiose i lettere grad. Mindre vaskulære læsioner kan således være uden klinisk relevans.

Vaskulær demens vil ofte være forudgået af tilfælde af forbigående, pludseligt opståede neurologiske udfald (transitorisk cerebral iskæmi; TCI), f.eks. i form af sprogforstyrrelser, lammelse, styringsbesvær eller synsfeltudfald, der forsvinder igen indenfor et døgn.

Ved diagnosticering af vaskulær demens anbefales det at anvende de såkaldte NINDS-AIREN forskningskriterer fra 1993(1). Forkortelsen refererer til 'the National Institute of Neurological Disorders' og Association Internationale pour la Recherché et l'Enseignement en Neurosciences ' (Se Diagnosekriterier for demens). Kriterierne lægger vægt på, at der skal være både neurologiske udfaldssymptomer og billeddiagnostisk dokumentation for cerebrovaskulær sygdom (CT- eller MR-scanning). Endvidere skal der være en klinisk eller tidsmæssig sammenhæng mellem demens og vaskulær sygdom.

Behandling

Vaskulær demens kan ikke helbredes, men yderligere forværring af sygdommen kan i nogen grad forebygges. Behandlingen retter sig mod de vaskulære risikofaktorer: - f.eks. blodtryksregulerende, blodfortyndende eller kolesterolsænkende behandling, rygestop, behandling af sukkersyge, m.v.  Behandlingen er i sagens natur individuel, da risikofaktorerne er forskellige fra person til person.

Hvis der er påvist infarkter i hjernen, anbefales sædvanligvis medicin, der forebygger blodpropper - det vil sige hjertemagnyl (acetylsalicylsyre) i lav dosis og medicin, der hæmmer trombocytfunktionen (dipyridamol).

Ved kronisk atrieflimren kan antikoagulationsbehandling (med warfarin) være indiceret. Den forebyggende behandling fortsætter i reglen livet igennem med henblik på at forebygge nye blodpropper. Aktuelt foreligger der dog ikke evidens for, at behandlingen modvirker forværring af demens.

Forhøjet blodtryk kan behandles med flere typer medicin, men også motion, rygestop og en nedsættelse af alkoholforbruget kan medvirke til at normalisere blodtrykket.

Effekten af kolesterolsænkende behandling med statiner ved vaskulær demens og Alzheimers demens er systematisk gennemgået i et Cochrane-review fra 2010(2). Det konkluderes, at der er utilstrækkelig evidens for at anbefale behandling med statiner.

Acetylkolinesterasehæmmere og memantin er ikke godkendt til behandling af vaskulær demens, men disse lægemidler kan være relevante ved blandingsformer af vaskulær demens og Alzheimers sygdom. Dette gælder også, hvis et infarkt ligger flere år tilbage og der har været en symptomfri periode mellem infarktet og den senere demensudvikling.