Symptombilledet ved vaskulær demens er meget varierende, idet vaskulære læsioner kan ramme alle dele af hjernen. Hvis årsagen er en akut opstået blodprop eller blødning, vil symptomerne være tilsvarende pludseligt indsættende.
Ofte ses neurologiske udfaldssymptomer i form
af sprogforstyrrelser (afasi), kraftnedsættelse (parese),
styringsbesvær, føleforstyrrelser (paræstesier) eller defekter i
synsfeltet. En vaskulær demensdiagnose forudsætter, at flere
kognitive funktioner, herunder hukommelsen, er
påvirket.
Ved en langsom, diffus påvirkning af
dybereliggende (subcortikale) hjerneområder som følge af gradvis
forsnævring af blodkar eller småkarssygdom, er sygdomsforløbet mere
jævnt og langsomt fremadskridende, som det også ses ved Alzheimers
sygdom.
Symptombilledet kan også være anderledes ved
småkarssygdom. I stedet for fokale udfaldssymptomer ses ofte en
generel træghed i form af et langsomt mentalt forarbejdningstempo,
koncentrationsbesvær, nedsat initiativ, apati, svigtende overblik
og svækket dømmekraft. Med hensyn til hukommelse ses typisk, at den
demente har en træg indlæring og har svært ved spontan genkaldelse,
hvorimod evnen til genkendelse af det indlærte er bevaret (Se: Svigt
i kognitive funktioner).
Mange patienter rammes af depression,
grådtendens eller andre ændringer i følelseslivet. Også problemer
med vandladning og gangfunktion
forekommer.
Undertiden ses et 'skubvist' eller trinvist
forløb med vekslen mellem akut symptomudvikling og stabile perioder
(plateauer), hvor tilstanden er stationær eller endda bedres lidt.
Forløbet kan skyldes blodpropper eller blødninger, der opstår på
forskellige tidspunkter i forløbet (gentagne vaskulære
insulter).
Sidst opdateret 04.02.2011