Til forsiden

Vaskulær demens

Vaskulær demens skyldes forstyrrelser i hjernens blodforsyning eller blodkar (det cerebrovaskulære system). Betegnelsen vaskulær demens henviser til et bredt spektrum af sygdomstilstande med det fællestræk, at der er tale om vaskulære læsioner i hjernen ledsaget af demens.

Vaskulær demens kan skyldes blodpropper, blødninger, småkarssygdom med forandringer i hjernens hvide substans (leukoaraiose) eller svigtende tilførsel af ilt til hjernen (anoxi, hypoxi). Betegnelsen 'multiinfarkt demens' anvendes undertiden om vaskulær demens forårsaget af blodpropper. I populærvidenskabelig sammenhæng anvendes ofte betegnelsen 'kredsløbsdemens'. I modsætning til fx Alzheimers sygdom eller Lewy body demens er vaskulær demens ikke en neurodegenerativ sygdom og tilstanden vil ikke nødvendigvis være progredierende.

Symptombilledet ved vaskulær demens varierer, idet både antallet og størrelsen af vaskulære læsioner, samt placeringen af disse, har indflydelse på symptomer og på graden af demens.

blodprop

Illustrationen viser resultatet af en MR-scanning. Der ses forandringer i hjernens hvide substans omkring ventriklerne (væskefyldte hulrum), hvilket kan være en af årsagerne til vaskulær demens.

Arvelighed

Epsilon4-allellen af APOE-genet er associeret med ca. 80 % øget risiko for vaskulær demens. ε4-allellen er endvidere associeret med øget risiko for Alzheimers sygdom og for hjertekarsygdom.

Cerebral autosomal dominant arteriopati med subcortikale infarkter og leukoencephalopati (CADASIL) er en sjælden arvelig sygdom, der er forbundet med vaskulær demens.

Sygdommen har autosomal dominant arvegang, hvilket betyder at den ikke er bundet til kønskromosomerne, men nedarves gennem både fædre og mødre. CADASIL kan påvises ved hjælp af genetisk diagnostik.

Senest opdateret: 22. juni 2017