Ved Alzheimers sygdom er den basale opmærksomhed i reglen overvejende intakt langt hen i sygdomsforløbet.
Patienterne reagerer umiddelbart på spørgsmål samt andre
påvirkninger og klarer simple opmærksomhedstests (f.eks. gentagelse
af en kort talrække) omtrent lige så godt som raske
jævnaldrende.
De mere komplekse aspekter af opmærksomhedsfunktionen
svækkes imidlertid. Det drejer sig f.eks. om evnen til at fokusere
målrettet på noget bestemt og se bort fra distraherende
påvirkninger (selektiv eller fokuseret opmærksomhed) - eller om
evnen til at holde flere ting i opmærksomheden på samme tid (delt
opmærksomhed). Disse komplekse opmærksomhedsfunktioner hænger
sammen med de overordnede mentale styringsprocesser, som man kalder
for eksekutive
funktioner.
Svækkelsen af komplekse opmærksomhedsfunktioner ved
Alzheimers sygdom menes bl.a. at stamme fra den tiltagende mangel på
signalstoffet acetylkolin. Ved behandling med medicin, der
bremser nedbrydningen af acetylkolin, ses ofte en relativ bedring
af opmærksomheden.
Ved Lewy body demens ses hyppigt
variationer og svigt i opmærksomhed og vågenhed. Patienterne har
svært ved at fastholde det mentale fokus, bliver pludseligt
ukoncentrerede eller søvnige og kan blive forbigående forvirrede
(konfuse) eller desorienterede.
Sidst opdateret 29.07.2011