Svigt i evnen til at orientere sig rumligt og forstå rumlige forhold (visuospatiale svigt) kan udgøre et af de tidligste symptomer på udvikling af demens.
Patienterne har svært ved at finde vej selv i vante
omgivelser og har svært ved at overskue land- eller bykort. Ved
nærmere undersøgelse ses, at patienterne har svært ved opgaver som
at tegne et ur, kopiere en simpel figurtegning (f.eks. overlappende
5-kanter fra MMSE) eller lægge et
simpelt puslespil. Efterhånden som sygdommen skrider frem, bliver
rum-retningsproblemerne mere udtalte, og blot det at finde sit eget
værelse på plejehjemmet kan blive en udfordring.
Forekomsten af visuelt-rumlige forstyrrelser i
den tidlige fase af Alzheimers sygdom skyldes formentlig,
at sygdomsforandringerne ofte begynder i tindinge- og isselappen
(se illustration), hvor den rumlige
forarbejdning finder sted. Der er lavet forskning, der tyder på, at
visuelt-rumlige forstyrrelser debuterer omtrent lige så tidligt som
hukommelsesbesvær ved Alzheimers sygdom, og at det derfra går
hastigt ned ad bakke med opfattelsen af rum og retning(1).
Problemer med at få mening i synsindtryk og identificere genstande
med synet alene (visuel agnosi) optræder som regel først
sent i forløbet ved Alzheimers
sygdom.
Også ved demenstyper med overvejende subkortikal
involvering (vaskulær demens, Lewy body
demens og demens ved Parkinsons
sygdom) er svigt i rumlige funktioner almindeligt
forekommende.
1) Johnson DK, Storandt M, Morris JC, Galvin JE. Longitudinal
study of the transition from healthy aging to Alzheimer disease.
Arch Neurol 2009 Oct;66(10):1254-9.
Sidst opdateret 29.07.2011