Op imod halvdelen af patienterne med Alzheimers sygdom oplever hallucinationer i løbet af sygdomsudviklingen.
Synshallucinationer er langt den hyppigste form, men også
hallucinationer, der involverer hørelse, lugtesans eller følesans
forekommer. Følehallucinationer kan f.eks. dreje sig om små dyr,
der bevæger sig omkring på kroppen. Hørelseshallucinationer med
fremmede stemmer, der kommenterer situationen eller omtaler
patienten i tredje person, forekommer yderst
sjældent(1).
Ved Lewy body demens udgør
synshallucinationerne et kardinalsymptom, der ofte dukker op
allerede i starten af sygdomsforløbet. Der er typisk tale om
virkelighedstro, detaljerede 'syner', der indeholder mennesker
eller dyr. Den demente 'ser' måske sine forældre eller sin afdøde
ægtefælle sidde tavse i stuen uden, at det virker særligt
påfaldende eller skræmmende. Hvis den demente taler til dem, svarer
de ikke, men forsvinder ofte. Sådanne 'enkesyner' forekommer dog
også uden, at der er tale om Lewy body demens.
Nedsat syn og hørelse kan forstærke tendensen til
hallucinationer og vrangforestillinger, og problemet kan undertiden
afhjælpes med nye briller eller et høreapparat.
1) Jeste DV, Finkel SI. Psychosis of Alzheimer's disease and
related dementias. Diagnostic criteria for a distinct syndrome. Am
J Geriatr Psychiatry 2000;8(1):29-34.
Sidst opdateret 21.12.2011