Demens og depression har et vist symptomoverlap og det kan i praksis være vanskeligt at vurdere, om f.eks. svigtende initiativ, tendens til social tilbagetrækning eller koncentrationsbesvær skyldes patientens demens eller er udtryk for en depression.
Depression forekommer hos op imod halvdelen af patienterne
med Alzheimers sygdom(1). Lettere
depression ses i perioder hos ca. 20-30% af patienterne og mere
udtalt depression forekommer periodevist hos ca. 20-25% af
patienterne.
Man har længe diskuteret om depression ved Alzheimer har
en særlig 'profil' af symptomer, der er anderledes end ved
depression hos ældre uden demens. En forskergruppe overvejende
bestående af gerontopsykiatere formulerede i 2002 et foreløbigt sæt
af diagnosekriterier for depression ved Alzheimers sygdom(2).
Kriterierne afviger lidt fra gængse kriterier for
depression på bl.a. følgende punkter:
- der stilles kun krav om tilstedeværelse af mindst tre
symptomer på depression
- symptomerne behøver ikke at være til stede næsten
dagligt
- der er tilføjet kriterier vedrørende tilstedeværelse af
irritabilitet og social isolation eller tilbagetrækning
Hos nogle demente ses en agiteret depression,
hvor uro, rastløshed, irritabilitet og vredladenhed er mere
fremtrædende end de klassiske depressive symptomer med tristhed og
nedtrykthed. Nogle undersøgelser tyder på, at forestillinger om
selvmord forekommer relativt sjældent hos demente med depression
sammenlignet med depressive ældre uden demens (3).
I følge en nyere dansk registerundersøgelse, er
forekomsten af selvmord imidlertid øget blandt demente - især
blandt 'yngre demente' (50-69-årige) og i den første tid efter en
demensdiagnose (4 og 5).
1)
Jost BC, Grossberg GT. The evolution of psychiatric symptoms in
Alzheimer's disease: a natural history study. J Am Geriatr Soc 1996
Sep;44(9):1078-81.
2)
Olin JT, Schneider LS, Katz IR, Meyers BS, Alexopoulos GS, Breitner
JC, et al. Provisional diagnostic criteria for depression of
Alzheimer disease. Am J Geriatr Psychiatry 2002
Mar;10(2):125-8.
3)
Jeste DV, Finkel SI. Psychosis of Alzheimer's disease and related
dementias. Diagnostic criteria for a distinct syndrome. Am J
Geriatr Psychiatry 2000;8(1):29-34.
4)
Erlangsen A, Zarit SH, Conwell Y. Hospital-diagnosed dementia and
suicide: a longitudinal study using prospective, nationwide
register data. Am J Geriatr Psychiatry 2008
Mar;16(3):220-8.
5)
Erlangsen, A. (2011). Selvmordsrisiko blandt personer
diagnosticeret med demens. Suicidologi, 16, 9-13.
Sidst opdateret 30.08.2011