Aggressiv, udadreagerende adfærd fra den demente patients side opleves ofte som en alvorlig belastning af pårørende og personale.
Der kan være flere årsager til aggressiv
adfærd:
- en bagvedliggende psykose
- delir
- vrangforestillinger om at blive snydt eller
bestjålet
- angst og forvirring i forbindelse med at patienten ikke
forstår, hvad der foregår
- depression (1)
Aggression kan også bunde i patientens frustrationer over
tab af færdigheder eller problemer med at gøre sig
forståelig.
Ved frontotemporal demens kan
pludselige udbrud af aggressiv adfærd være udtryk for impulsivitet
og svigtende evne til at hæmme socialt uacceptabel
adfærd.
Agitation
Også ophidset og urolig adfærd (agitation) kan udgøre et
stort problem ved demens. Patienten er rastløs, hyperaktiv, vandrer
formålsløst omkring og kan ikke finde hvile.
Agitation kan også finde udtryk i en ustoppelig talestrøm,
syngen, råben og andre former for mere eller mindre meningsløse
aktiviteter, der gentages i måske timevis. Undertiden forstærkes
den urolige adfærd hen under aftenen (sundowning). Det er
vigtigt at forsøge at afklare, om agiteret adfærd er udtryk for
delir, ubehag, smerter eller afsavn, der eventuelt kan
afhjælpes.
1) Lyketsos CG, Steele C, Galik E, Rosenblatt A, Steinberg M,
Warren A, et al. Physical aggression in dementia patients and its
relationship to depression. Am J Psychiatry 1999
Jan;156(1):66-71.
Sidst opdateret 28.07.2011