Mange demente generes af en tendens til ængstelse, bekymring og utryghed. Det kan være bekymringer over helbredet, økonomien, fremtiden, bortkomne ejendele, aftaler, over at blive forladt, m.v.
Vigtige personlige ejendele som nøgler, pung, taske,
briller, mobiltelefon og buskort er notorisk vanskelige at holde
styr på, og den demente kan gøre sig mange bekymringer herom og
bruge megen tid på at finde sine ting frem eller spørge, hvor de er
henne.
Da det også er svært at holde styr på aftaler, vil nogle
demente 'overkompensere' ved hele tiden at spørge, hvornår de har
en bestemt aftale, eller ved at tage overtøj på flere timer før, de
skal ud ad døren. Denne forventningsuro kaldes også for
'Godots syndrom' efter et skuespil af Samuel Beckett.
Efterhånden som den episodiske hukommelse forsvinder,
bliver den demente i højere grad henvist til at leve i nuet. Fortid
og fremtid forsvinder og det, der bliver tilbage, er situationen
her og nu. Manglen på tidsperspektiv og bundethed til nuet ligger
måske til grund for angsten for at blive forladt og angsten for at
være alene, som mange demente udviser.
Angst kan forekomme som reaktion på, at den demente ikke
forstår, hvad der foregår. F.eks. kan badning virke skræmmende
eller blive opfattet som et overgreb, hvis den demente ikke længere
forstår meningen med at blive klædt af og få vand på
kroppen.
Sidst opdateret 28.07.2011