SkipNavigation


Sekundær navigation

Støttende symptomer - Lewy body demens

Foruden kernesymptomerne kan der optræde søvnforstyrrelser, livstruende overfølsomhed over for antipsykotisk medicin samt tab af dopaminerge aksoner i basalganglierne.

Rapid eye movement (REM)-søvnforstyrrelser

Forstyrrelser i drømmesøvnen med livlige mareridt og manglende hæmning af bevægelser (atoni) under søvnen bevirker, at mange patienterne sover meget uroligt, går i søvne, taler eller råber i søvne, m.v. Søvnforstyrrelserne kan udvikles flere år før de øvrige symptomer og forekommer hyppigt.

Overfølsomhed overfor antipsykotisk medicin

Omkring halvdelen af patienterne med Lewy body demens oplever svære bivirkninger ved behandling med almindelige doser antipsykotisk medicin med akut forværring af de parkinsonistiske symptomer samt påvirkning af bevidstheden. Bivirkningerne kan være livstruende. 

Nedsat binding til dopamintransportere i basalganglierne

SPECT- eller PET-scanning af hjernens dopaminceller viser lav dopamintransporteroptagelse som udtryk for tab af dopaminerge aksoner i basalganglierne.  

Andre symptomer

Der forekommer også mindre specifikke symptomer som f.eks. tendens til gentagne fald, tilfælde med bevidsthedstab eller besvimelse (synkoper), autonom dysfunktion, hørehallucinationer, vrangforestillinger, depression, m.v. 

Ud over vekslende opmærksomhed og vågenhed ses efterhånden også svækkelse af andre kognitive funktioner. 

Hukommelsen bliver påvirket tidligt i forløbet, især for nylige begivenheder, senere også for begivenheder længere tilbage i tiden. Hukommelsen svækkes dog sjældent i så udtalt grad som ved Alzheimers sygdom.

Koncentrationen svækkes og der opstår problemer med at overskue og planlægge komplicerede opgaver. Det bliver sværere at gennemtænke og forstå komplekse problemstillinger. Tempoet daler. Patienten tænker og reagerer langsomt og kan derfor fremtræde dårligere intellektuelt fungerende, end han eller hun egentlig er. 

Bearbejdningen af synsindtryk svækkes. Selv om synet ofte er normalt, kan den demente have svært ved at opfatte formen på genstande og lokalisere dem. Derfor gribes forkert ud efter ting, og redskaber håndteres på en akavet måde.

Sidst opdateret 04.01.2011