Frontotemporal demens er den 3. eller 4. hyppigste årsag til demens. I befolknings- og obduktionsundersøgelser varierer forekomsten af frontotemporal demens mellem ca. 5% og 10%.
Debutalderen for frontotemporal demens er typisk mellem 55 og 65
år, hvilket er væsentligt tidligere end for andre demenssygdomme.
Diskrete symptomer, eksempelvis personlighedsændringer, forekommer
ofte endnu tidligere. Blandt 'yngre' demente (yngre end 65 år)
menes frontotemporal demens at udgøre ca. 20% af alle
demenstilfælde.
Der er ingen kendte risikofaktorer for frontotemporal demens ud
over arvelighed.
Arvelighed
Op imod 40 % af alle tilfælde af frontotemporal demens er
arvelige mens ca. 60 % af tilfældene forekommer uden kendt årsag
(sporadisk). I nogle familier med arvelig frontotemporal demens ses
en autosomal dominant arvegang. Det betyder, at sygdommen ikke er
bundet til kønskromosomerne, men nedarves gennem både mænd og
kvinder og rammer begge køn ligeligt. Børn af en person, som bærer
sygdommen, har 50 % risiko for at arve sygdommen og 50 % chance for
ikke at arve den. Der er kun grund til at mistænke arvelig
frontotemporal demens, hvis man med sikkerhed kan spore sygdommen
flere led tilbage i familien. Hos enkelte familier med dominant
arvelig frontotemporal demens kender man de specifikke genetiske
mutationer, der er ansvarlige for sygdommen.
Blandt familier med autosomal dominant nedarvet frontotemporal
demens findes mutationer i MAPT-genet (microtubule asssociated
protein tau) på kromosom 17 i ca. halvdelen af tilfældene. I
en stor del af de resterende tilfælde ligger mutationerne i
PRGN-genet (progranulin), ligeledes på
kromosom 17. Fænotypen ved mutationer i MAPT- og PRGN-generne
varierer og spænder fra klassisk frontotemporal demens til en mere
Alzheimerlignende fænotype.
Der findes flere andre gener, hvor mutationer fører til
frontotemporal demens, herunder CHMP2B (chromatin-modifying
protein 2B) på kromosom 3, som er årsag til såkaldt FTD-3 i en
på verdensplan helt unik stor dansk familie. Der er således
genetisk uensartethed og formentlig flere, endnu ikke
identificerede sygdomsgener. I Danmark regner man med, at der
er ca. 25 familier med arvelige former for frontotemporal demens
(FTD-3, FTD-17/MAPT, FTD-17/PRGN, FTD-9).
Sidst opdateret 21.02.2011