SkipNavigation


Sekundær navigation

Frontotemporal demens

Frontotemporal demens er ikke en bestemt demenssygdom, men en fællesbetegnelse for flere forskellige neurodegenerative sygdomme, der især rammer frontallapperne (pandelapperne) og/eller den forreste del af temporallapperne (tindingelapperne).

Frontotemporal demens adskiller sig fra de øvrige demensygdomme ved, at forstyrrelser i adfærd og personlighed ofte er mere fremtrædende end hukommelsesbesvær og andre kognitive problemer. Også sproget kan blive påvirket i en tidlig fase af sygdommen.

Set ud fra neuropatologien (sygdomsmekanismerne) er der tale om flere sygdomme med forskellige årsager, men på grund af en række fælles kliniske træk er der tradition for at samle dem under samme kategori.

Det første tilfælde af frontotemporal demens blev beskrevet i 1892 af den tyske neurolog og psykiater Arnold Pick. Man har tidligere anvendt betegnelser som Picks sygdom, frontallapsdegneration af non-Alzheimertypen, frontotemporal lobar degeneration, m.v.

Hjernelapper. Kilde: wikipedia, public domain.

Hjernens fire lapper. Frontallappen er her markeret med rødt og temporallappen med grønt.

Sidst opdateret 11.02.2011