Til forsiden

Udredning og diagnose ved Alzheimers sygdom

Diagnosen Alzheimers sygdom er en klinisk diagnose, hvilket betyder, at den stilles på baggrund af samlet vurdering af sygehistorie, symptombillede og undersøgelsesresultater.

En klinisk diagnose som Alzheimers sygdom er principielt behæftet med en vis usikkerhed. Eneste mulighed for en sikker diagnose ville være at udtage en vævsprøve fra hjernen med henblik på mikroskopi, hvilket af indlysende grunde bør undlades, med mindre patienten er død. Imidlertid er der mulighed for at anvende internationale kriterier og forskellige undersøgelser, hvilket øger den diagnostiske sikkerhed.

Kompleks udredning

Som supplement til for diagnosticering af Alzheimers sygdom kan eventuelt anvendes forskningskriterier fra 2007, der indeholder nogle støttekriterier baseret på de seneste årtiers udvikling indenfor hjernescanning og analyse af rygmarvsvæsken. Også en arbejdsgruppe nedsat af the National Institute on Aging (NIA) og Alzheimer's Association (AA) offentliggjorde i maj 2011 reviderede og opdaterede diagnosekriterier for Alzheimerdemens. Som eksempler på fund, der støtter en Alzheimerdiagnose, kan nævnes:

  • MR-scanning viser substanstab (atrofi) af den mediale del af temporallappen
  • afvigende værdier af biomarkører for Alzheimers sygdom i rygmarvsvæsken
  • SPECT- eller PET-scanning viser nedsat regionalt glukosestofskifte eller blodgennemstrømning i temporal- og parietalregionerne

Med hensyn til biomarkører i rygmarvsvæsken kan en nedsat værdi for beta-amyloid og forhøjede værdier for tau og/eller fosforiseret tau støtte diagnosen, men sagen kompliceres af, at markørværdier inden for normalområdet ikke kan bruges til at udelukke sygdommen.

Elektroencephalografi (EEG) vil ofte vise fokal lavfrekvent aktivitet ved Alzheimers sygdom, men heller ikke dette fund er diagnostisk specifikt.

Senest opdateret: 18. februar 2016