Et af kendetegnene ved Alzheimers sygdom er aflejringer af neurofibrillære sammenfiltringer, tangles, inde i selve hjernecellerne.
Neurofibriller, der kan beskrives som små 'totter' af
snoede proteintråde, består hovedsageligt af et protein ved navn
tau. Raske neuroner rummer nogle indre støttestrukturer
kaldet mikrotubulin. Disse hjælper med til at transportere
næringsstoffer og andre vigtige cellekomponenter som bl.a. små
blærer (vesikler), der indeholder signalstoffer
(neurotransmittere), fra cellekroppen og ud igennem cellens udløber
(axon).
Tau, der som regel har et vist antal
fosfatmolekyler tilknyttet, binder sig til mikrotubulinet og synes
at stabilisere det. Ved Alzheimers sygdom binder et stort antal
ekstra fosfatmolekyler sig til tau. Som resultat af denne
"hyperfosforylering", løsner tau sig fra mikrotubulin og
finder sammen med andre tau-tråde. Disse
tau-tråde danner strukturer, som kaldes parrede
spiralformede filamenter, der kan blive viklet ind i hinanden og
danne fibriltotter inde i cellen. I forbindelse hermed kan
mikrotubulinet gå i opløsning og få neuronets indre transportsystem
til at bryde sammen. Herved ødelægges bl.a. neuronernes evne til at
kommunikere indbyrdes.

Dannelsen af neurofibrillære sammenfiltringer inde i neuronet.
Gengivet med velvillig tilladelse fra the National Institute on
Aging/National Institutes of Health (NIA/NIH).
Teksten er baseret på materiale fra bl.a. Alzheimer's Disease
Education and Referral Center, a service of the National Institute
on Aging.
Sidst opdateret 21.01.2011