SkipNavigation


Sekundær navigation

Diagnose for alkoholrelateret demens

The American Psychiatric Association's klassifikationssystem DSM-IV-TR indeholder kategorien substance-induced persisting dementia, hvorunder demens forårsaget af alkoholmisbrug kan klassificeres (291.2 alcohol-induced persisting dementia).

Kriterierne følger DSM-IV-TRs generelle diagnosekriterier for demens med to tilføjelser:

  • De kognitive funktionssvigt varer ved ud over den normale varighed af en stof- eller alkoholintoksikation eller abstinenstilstand.
  • Der er tegn enten fra sygehistorien, den fysiske undersøgelse eller laboratorieundersøgelser på at de kognitive funktionssvigt er årsagsmæssigt forbundne med vedvarende virkninger af stofmisbrug (f.eks. narkotika eller medicin).

Den amerikanske ældrepsykiater David Oslin har forsøgt at udvikle mere specifikke kliniske diagnosekriterier for alkoholrelateret demens baseret på epidemiologiske og neuropatologiske forskningsresultater. Kriterierne for 'sandsynlig alkoholrelateret demens' omfatter bl.a.:

  • en klinisk demensdiagnose stillet tidligst 60 dage efter seneste indtagelse af alkohol
  • et betydeligt alkoholforbrug, defineret som mindst 35 genstande per uge for mænd og 28 genstande per uge for kvinder, igennem en periode på mindst 5 år
  • alkoholforbruget skal have fundet sted inden for 3 år fra den første udvikling af kognitive deficits.

Oslins diagnosekriterier for alkoholrelateret demens er siden systematisk blevet afprøvet på 192 ældre mænd konsekutivt henvist til plejebolig, men en egentlig validering af kriterierne er ikke foretaget og de må betragtes som provisoriske.

Sidst opdateret 21.12.2011