SkipNavigation

Instrumenter til vurdering af praktisk funktionsevne

I forbindelse med demensudredning anvendes ofte redskaber til vurdering af rating af den praktiske funktionsevne i hverdagen (activities of daily living; ADL).

Der skelnes mellem basal ADL, hvilket dækker funktionsområder som personlig hygiejne, påklædning, spisning, toiletbesøg, m.v. og instrumentel ADL, der vedrører færdigheder som indkøb, madlavning, brug af transportmidler, anvendelse af telefon, m.v.

Danmark er nogle af de hyppigst anvendte ADL-instrumenter indenfor demensområdet formentlig Functional Activities Questionnaire / Functional Assessment Questionnaire (FAQ IADL), the Disability Assessment for Dementia (DAD), Katz Index of Independence in Activities of Daily Living (Katz ADL), Alzheimer's Disease Consortium Study - Activities of Daily Living Inventory (ADCS-ADL) samt Barthel Indeks, om end sidstnævnte ikke er udviklet specielt med henblik på demensområdet. Der findes mange andre ADL-skalaer og oversigten er langt fra komplet.

Navn

Vurdering af

Målgruppe

Type

FAQ IADL

Instrumentel ADL

Ældre med og uden demens

Rating foretaget af omsorgsperson

DAD

Basal og
instrumentel ADL

Ældre med Alzheimers sygdom

Rating på baggrund af interview med pårørende

Katz ADL

Basal ADL

Plejekrævende ældre

Rating foretaget af omsorgsperson

ADCS-ADL

Basal og
instrumentel ADL

Ældre med Alzheimers sygdom

Interview med pårørende

Barthel Indeks

Basal ADL, fysisk funktionsniveau
og plejetyngde

Patienter med kroniske neuromuskulære eller muskoloskeletale lidelser

Rating foretaget af fagperson

Præsentationerne af de udvalgte instrumenter er struktureret ensartet og indeholder så vidt muligt oplysninger om tidsforbrug, anvendelse, adgang til materiale, copyright, dansk version, en beskrivelse af instrumentets opbygning og indhold, dokumentation for måleegenskaber, hvis de foreligger samt udvalgte litteraturreferencer. Det har ikke været formålet at foretage en egentlig kvalitetsvurdering af instrumenterne eller at anbefale nogle instrumenter frem for andre, men derimod at bidrage til at give klinikere og forskere indenfor demensområdet et kvalificeret beslutningsgrundlag for udvælgelse af instrumenter.

For en mere omfattende, men mindre detaljeret, oversigt over instrumenter til vurdering af praktisk funktionsevne hos ældre henvises til f.eks. Burns (2004). Horsted & Christiansen (2004) indeholder systematisk og detaljeret dokumentation vedrørende bl.a. ADL-skalaer.

Et væsentligt, men undertiden overset, aspekt ved ADL-skalaer er, at praktisk funktionsevne udgør en pålidelig indikator på grad af kognitiv svækkelse eller demens. En IADL-skala som Functional Activities Questionnaire / Functional Assessment Questionnaire (FAQ IADL) udviser fx lige så god evne til at skelne mellem demente og kognitivt intakte ældre som de fleste kognitive screeningstests (inklusive MMSE). På tilsvarende vis udgør et fald i det praktiske funktionsniveau - dokumenteret ved gentagne målinger over tid - en pålidelig indikator på progression af graden af demens.

Adgang til materialer

Rating- eller interviewskemaer til de fleste ADL-instrumenter kan downloades fra forskellige hjemmesider som beskrevet under de enkelte instrumenter. Alternativt kan personer, der arbejder med demensudredning eller -forskning henvende sig til undertegnede (kasper.joergensen@rh.regionh.dk), der ligger inde med flere af skemaerne (oversat til dansk) i form af pdf-filer, der kan fremsendes per e-mail.

Referencer:

Burns, A., Lawlor, B., & Craig, S. (2004). Assessment Scales in Old Age Psychiatry. (2nd ed.) London: Martin Dunitz, Taylor & Francis Group.

 

Horsted C, Christiansen T. Mulige metoder og instrumenter til effektvurdering af indsatser over for demensramte patienter - gennemgang og beskrivelse af instrumenterne. Odense: Syddansk Universitet; 2004. Report No.: 4.