Til forsiden

Former for lovlig magtanvendelse

Læs her hvilke former for lovlig magtanvendelse, der findes.    

Følgende tiltag kan lovligt iværksættes enten ved kommunens afgørelse eller med godkendelse af Statsforvaltningen:

  • Fysisk fastholdelse eller føre personen til et andet opholdsrum for at undgå væsentlig personskade på pågældende selv eller andre (servicelovens § 126)
  • Anvendelse af fysisk magt i form af fastholdelse i personlige hygiejnesituationer (servicelovens § 126 a)
  • Anvendelse af personligt alarm- eller pejlesystem (gps) (servicelovens § 125, stk. 1 og 2)
  • Anvendelse af særlige døråbnere (servicelovens § 125, stk. 3)
  • Tilbageholdelse i boligen (servicelovens § 127)
  • Anvendelse af stofseler til fastspænding i stol, seng el. lign. for at undgå fald (servicelovens § 128)
  • Flytning til særligt botilbud uden samtykke (servicelovens § 129)

Alle andre tiltag, der gennemtvinges over for borgeren end de ovenfor nævnte, er ulovlige, medmindre reglerne for nødret eller nødværge er opfyldt eller betingelserne i lov om anvendelse af tvang ved somatisk behandling af varigt inhabile er opfyldt.

Kriterierne for at iværksætte magtanvendelse er strenge, og det skal i ansøgningen dokumenteres nøje, at kriterierne er opfyldt.

Fastholdelse i en akut situation (servicelovens § 126)

Fastholdelse i en akut situation er i sagens natur en akut beslutning, der træffes af den medarbejder, der er til stede i situationen.

Der skal være nærliggende risiko for væsentlig personskade, og det skal være absolut påkrævet i det enkelte tilfælde, før man må fastholde en person med demens. Det betyder, at man som personale skal vurdere, at der er en reel og begrundet risiko for, at pågældende vil skade enten sig selv eller andre, fx beboere eller personale.

At personskaden skal være væsentlig betyder, at små tjat eller verbale trusler ikke er nok til at gribe ind med fastholdelse. Der skal være fare for fx brækkede arme/ben, hjernerystelse, knivsår mv.  At fastholdelse skal være absolut påkrævet, betyder, at faren ikke kan afværges på anden måde.

Personlig hygiejne (servicelovens § 126a)

Anvendelse af fysisk magt for at fastholde en person i en personlig hygiejnesituation kan undtagelsesvis tillades, hvis det er absolut nødvendigt for at udøve omsorgspligten. Det er kommunens afgørelse.  Det betyder, at personalet skal rette henvendelse til den kommunale forvaltning, hvis der er problemer med at udføre den daglige hygiejne på en person med demens, og der er fare for omsorgsvigt.

Hygiejnesituationer, hvor der kan gives tilladelse til magtanvendelse:

  • Tandbørstning
  • Barbering
  • Hårvask, badning og tøjskift
  • Klipning af hår og negle
  • Skiftning af bleer og bind
  • Pleje af hud
  • Fjernelse af madrester i kindpose og mundhule

Kommunen skal præcisere i sin afgørelse, i hvilke situationer der helt konkret gives tilladelse til magtanvendelse. Tilladelsen kan gives for en periode på 3 måneder og om nødvendigt forlænges med yderligere 3 måneder.

Samtidig med tilladelsen skal der udarbejdes en faglig plan (handleplan), hvoraf det fremgår, hvordan man i praksis vil arbejde hen imod at undgå magtanvendelse.

Hvis den psykiske funktionsevne hos personen -  hvor der tidligere er truffet afgørelse om at anvende fastholdelse i hygiejnesituationer - nedsættes yderligere, kan der træffes en ny afgørelse med mulighed for forlængelse i op til 6 måneder. I dette tilfælde skal handleplanen revurderes og gennemarbejdes efter de nye forhold.

Alarmer og pejlesystemer (gps) (servicelovens § 125, stk. 1 og stk. 2)

Det sker, at mennesker med demens forlader deres sin bolig med risiko for væsentlig personskade for vedkommende selv. 

Hvis personen med demens ikke selv kan give samtykke og heller ikke protesterer mod tiltaget, kan personalet beslutte at bruge en personlig alarm eller et pejlesystem (gps), som en del af den daglige omsorg og pleje.  

I denne situation er der ikke tale om magtanvendelse, og tiltaget skal derfor ikke registreres og indberettes. (Denne regel gælder alene for personer med en fremadskridende lidelse som fx demens. Reglen gælder ikke for fx personer med udviklingshæmning). 

Hvis personen med demens derimod protesterer mod alarmen/pejlesystemet, kan personalet anmode kommunen om tilladelse til at opsætte personlige alarm- eller pejlesystemer. 

I så fald er der tale om magtanvendelse, som skal registreres og indberettes.  

Det skal være dokumenteret, at personen med demens forlader boligen og ikke kan tage vare på sig selv, og personalet skal uden held have afprøvet forskellige pleje- og socialpædagogiske tiltag for at undgå, at personen forlader boligen, før alarm- og pejlesystemer overvejes.

En afgørelse om alarm- og pejlesystemer kan overfor mennesker med en demens være tidsubegrænset. Tiltaget skal løbende vurderes.

Særlige døråbnere (servicelovens § 125, stk. 3)

Hvis alle andre tiltag er afprøvet uden held, og der er nærliggende risiko for væsentlig personskade ved, at personen med demens forlader sin bolig, kan kommunen undtagelsesvis give tilladelse til brug af særlige døråbnere i en afgrænset periode.

Der skal være mulighed for at komme ud, såvel for de borgere, som ikke er omfattet af tilladelsen, som dem som er omfattet af tilladelsen. Der er alene tale om et forsinkende tiltag. 

Der kan maksimalt gives tilladelse i 8 måneder, og tiltaget skal løbende vurderes.

Tilbageholdelse i boligen (servicelovens § 127)

Kommunen kan i helt særlige tilfælde få tilladelse til at bruge fysisk magt i form af fastholdelse for at tilbageholde i eller føre en person med demens tilbage til boligen. Der er tale om frihedsberøvelse, og der skal derfor beskikkes en advokat til borgeren.

Der kan maksimalt gives tilladelse i 8 måneder, og tiltaget skal løbende vurderes.

Fastspændelse med stofseler (serviceloven § 128)

Hvis en person med demens ikke længere kan gå, men glemmer dette, kan der gives tilladelse til fastspænding med stofseler, hvis der er nærliggende risiko for, at personen falder og brækker fx hofte eller ben eller udsættes for anden væsentlig personskade. 

Der kan maksimalt gives tilladelse i 18 måneder, og tiltaget skal løbende vurderes.

Flytning uden samtykke

At flytte i en plejebolig er et stort og indgribende skridt - også for mennesker med en demenssygdom. Det er en yderst personlig beslutning, og det kræver, at personen med demens har handleevne i behold til at kunne vurdere spørgsmålet om flytning, og hvilke konsekvenser en flytning vil have - samt ikke mindst hvilke konsekvenser, det vil have at blive boende.

Flytning i plejebolig kræver, at personen med demens kan give et gyldigt samtykke til at flytte. Er det ikke tilfældet, kan man kun flytte personen med demens i plejebolig efter magtanvendelsesreglerne i serviceloven.

For så vidt angår flytning i særligt botilbud uden samtykke, kan en person med demens uden handleevne og som ikke protesterer mod flytningen, blive flyttet, hvis en værge eller fremtidsfuldmægtig godkender kommunens indstilling til flytning.

Flytningen skal være påkrævet for, at personen med demens kan få den nødvendige hjælp, og det skal omsorgsmæssigt være det mest hensigtsmæssige for vedkommende. Ved flytning med værgesamtykke eller samtykke fra fremtidsfuldmægtig skal der foreligge speciallægefaglig dokumentation for den nedsatte psykiske funktionsevne. 

Protesterer personen med demens mod at flytte, skal kommunens indstilling godkendes af Statsforvaltningen. I denne situation skal det være absolut påkrævet at flytte personen med demens for, at han/hun kan få den nødvendige hjælp, den nødvendige hjælp kan ikke længere gives i den hidtidige bolig, personen med demens kan ikke længere overskue konsekvenserne af sine handlinger og udsætter sig for væsentlig personskade, og det skal være uforsvarligt at undlade flytning.

Kommunen kan indstille til Statsforvaltningen, at personen med demens flyttes til en anden plejebolig selvom ovenstående kriterier for flytning ikke er opfyldt. Det skal være i personens egen interesse at flytte, fx af hensyn til mulighederne for at bevare kontakten til familien.

Senest opdateret: 13. december 2018