Til forsiden

Medicinsk behandling af komorbiditet ved demens

Da de fleste personer med demens er ældre, er der en høj forekomst af andre sygdomme end demens (høj komorbiditet). 

Ældre med demens har omtrent samme mønster af kroniske sygdomme som andre ældre i form af blandt andet

  • hjertekarsygdomme
  • type 2 diabetes
  • gigt og smerter i bevægeapparatet
  • lungesygdom
  • infektioner
  • depression

Ældre med demens udgør imidlertid en særligt sårbar gruppe, idet de i mindre grad er tilbøjelige til at henvende sig til sundhedsvæsnet og mange kan have svært ved at overholde aftaler og behandlingsplaner.

Risiko for bivirkninger

Ubehandlet somatisk eller psykisk sygdom kan bidrage til at forværre den kognitive svækkelse, gøre patienten mindre selvhjulpen og øge plejetyngden og belastningen af omsorgsgivere. Omvendt kan forebyggelse og behandling af komorbiditet bidrage til at bedre det kognitive og praktiske funktionsniveau og øge livskvaliteten.

Ved medicinsk behandling af komorbiditet hos ældre med demens skal man være opmærksom på, at nogle typer lægemidler kan være forbundet med særlig risiko for bivirkninger. Det drejer sig blandt andet om

  • lægemidler med antikolinerg virkning
  • stærke smertestillende lægemidler
  • psykofarmaka
Senest opdateret: 19. oktober 2016