Til forsiden

Lægemidler mod demens

Lægemidler mod demens udgøres af kolinesterasehæmmere, der anvendes til behandling af Alzheimers sygdom, Lewy Body demens og demens ved Parkinsons sygdom i let til moderat grad, samt memantin til behandling af Alzheimers sygdom i moderat til svær grad.

Kolinesterasehæmmere

Kolinesterasehæmmere fremmer den kolinerge transmission ved at hæmme nedbrydningen af acetylkolin i synapsen. En øget mængde acetylkolin bevirker en forbedring af signaltransmissionen i de kolinerge nervebaner, der er et af de signalstofsystemer, der er påvirket ved flere demenssygdomme.

I Danmark er tre forskellige kolinesterasehæmmere godkendt til behandling af demens. De har lidt forskellig virkningsmekanisme, men der foreligger ikke evidens for klinisk set væsentlige forskelle i deres effekt på udviklingen af demens.

Donepezil

Donepezil blev som den første kolinesterasehæmmer godkendt i Danmark i 1997. Donepezil er en non-kompetitiv hæmmer af kolinesterase. Virkningen er central, og graden af hæmning af kolinesterase er direkte relateret til plasmakoncentrationen af stoffet.

Donepezil fås som filmovertrukne tabletter a 5 mg eller 10 mg.

Rivastigmin

Rivastigmin blev godkendt i Danmark i 1998. Rivastigmin udøver en langsom, reversibel hæmning af kolinesterase. Rivastigmins centrale hæmning af kolinesterase varer længere, end der er cirkulerende stof i blodet.

Rivastigmin fås dels som hårde kapsler a 1,5 mg, 3 mg, 4,5 mg eller 6 mg – og dels som depotplastre a 4,6 mg, 9,5 mg eller 13,3 mg per døgn.

Galantamin

Galantamin blev godkendt i Danmark i år 2000. Galantamin er en kompetitiv hæmmer af kolinesterase. Desuden forøger galantamin acetylkolins virkning på nikotinreceptorer.

Galantamin fås som hårde depotkapsler a 8 mg, 16 mg eller 24 mg.

Virkningsmekanisme af en kolinesterasehæmmer (her illustreret med neostigmin).

Virkningsmekanisme af en kolinesterasehæmmer her illustreret med neostigmin (gengivet med tilladelse fra www.cnsforum.com)

 

 

 

 

 

 

Memantin

Memantin blev godkendt i Danmark i 2002 til behandling af Alzheimers sygdom i moderat til svær grad. Memantin er en glutamat N-methyl-D-aspartat (NMDA)-receptorantagonist med selektiv virkning på receptorer i hjernen.

Memantin fås som filmovertrukne tabletter a 10 mg eller 20 mg samt som oral opløsning i doseringspumpe.

nmda-receptor

NMDA-receptor med illustration forskellige bindings-steder (gengivet med tilladelse fra www.cnsforum.com)

 

 

 

 

Flere oplysninger

Institut for Rationel Farmakoterapi, der er tilknyttet Sundhedsstyrelsen, udgiver nationale rekommandationslister, der også omfatter demenslægemidler. Se Psykofarmaka, N06D Demensmidler

Information om lægemidler:

Senest opdateret: 07. august 2017