Til forsiden

Behandling af Alzheimers sygdom

Kolinesterasehæmmere er godkendt til behandling af Alzheimers sygdom i let til moderat grad, mens memantin er godkendt til behandling af Alzheimers sygdom i moderat til svær grad.

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinje for demens indeholder fire anbefalinger vedrørende behandling af Alzheimers sygdom med demenslægemidler:

- Det anbefales, at patienter med Alzheimers sygdom i let til moderat grad tilbydes behandling med en kolinesterasehæmmer (donepezil, rivastigmin, galantamin).

- Det kan overvejes at tilbyde behandling med donepezil ved Alzheimers sygdom i svær grad.

- Det kan overvejes at tilbyde patienter med Alzheimers sygdom i moderat til svær grad behandling med memantin.

- Det kan ikke anbefales rutinemæssigt at anvende kombinationsbehandling med en kolinesterasehæmmer og memantin til personer med demens for at svække sygdomsprogression med hensyn til kognitive funktioner, praktisk funktionsevne eller global funktion.

Med hensyn til behandling af Alzheimers sygdom i svær grad viser randomiserede placebokontrollerede forsøg (RCT), at donepezil har signifikant effekt på kognition, globalt funktionsniveau og praktisk funktionsevne, men ikke på adfærd. Rivastigmin har muligvis samme effekt, mens der så vidt vides ikke er dokumentation for effekten af galantamin ved svær Alzheimer. I USA er donepezil godkendt til behandling af Alzheimers sygdom i svær grad.

Behandlingseffekt

Effekten af de tre kolinesterasehæmmere er undersøgt i 17 RCT af mindst 20 ugers varighed publiceret i perioden 1998-2009. Resultaterne er sammenfattet og analyseret i fire Cochrane-reviews fra perioden 2006 til 2009 samt i adskillige systematiske reviews og meta-analyser.

Kolinesterasehæmmere har en stabiliserende, om end midlertidig virkning på det kognitive funktionsniveau, den praktiske funktionsevne i hverdagen (ADL) og patientens generelle tilstand / det globale funktionsniveau. Hos nogle patienter har kolinesterasehæmmere endvidere en mulig stabiliserende effekt på psykiske symptomer og adfærdsforstyrrelser (BPSD).

Effekten på den kognitive funktion svarer omtrent til en opbremsning i den naturligt forløbende kognitive forringelse ved Alzheimers sygdom på 6 til 12 måneder. Forringelsen af ADL forsinkes typisk i 5-6 måneder. Dødeligheden påvirkes tilsyneladende ikke af behandlingen.

Effekten af memantin er undersøgt i mindst seks RCT af god kvalitet publiceret i perioden 2003-2013. Memantin har en signifikant, om end beskeden effekt på det kognitive funktionsniveau og den praktiske funktionsevne i hverdagen. Der kan ikke påvises nogen effekt af memantin på patienternes generelle tilstand / det globale funktionsniveau eller på psykiske symptomer og adfærdsforstyrrelser.  Resultaterne er sammenfattet og analyseret i et Cochranereview fra 2006 samt i adskillige systematiske reviews og meta-analyser.

Både studierne vedrørende kolinesterasehæmmere og memantin er finansieret af medicinalfirmaer.

Lægemidler på vej

Der forskes intensivt i udvikling af ny behandlingsmetoder mod Alzheimers sygdom, især immunterapi (’vacciner’). Via hjemmesiden Alzforum kan man holde sig orienteret om udvikling og fremtidsperspektiver indenfor behandling af Alzheimers sygdom..

Senest opdateret: 28. november 2016