Til forsiden

Angstdæmpende behandling ved demens

Effekten af behandling med benzodiazepiner mod adfærdsforstyrrelser og psykiske symptomer ved demens er ikke tilstrækkeligt undersøgt.

Sundhedsstyrelsens kliniske retningslinje for demens indeholder disse anbefalinger vedrørende behandling med benzodiazepiner til ældre med demens:

  • Det kan overvejes at anvende benzodiazepiner med kort halveringstid i enkeltstående situationer til behandling af BPSD, herunder angst og uro, hos personer med demens, hvor andre lægemidler har været forsøgt.
  • Behandlingen bør være kortvarig, og der skal være opmærksomhed på bivirkninger.

Benzodiazepiner (anxiolytika, hypnotika og sedativa) kan anvendes som enkeltstående angstdæmpende eller beroligende behandling i kortere tid, såfremt andre lægemidler har været forsøgt uden held. Behandlingen bør dokumenteres i hvert enkelt tilfælde.

Benzodiazepiner er uegnede til langtidsbehandling ved demens. Lægemidlerne er vanedannende, patienterne udvikler tolerans (hvorved virkningen aftager), og lægemidlernes muskelafslappende virkning kan give problemer med balance, gang eller andre bevægelser.

Enkeltstående behandling

Benzodiazepiner kan være relevante til enkeltstående ad hoc behandling i forbindelse med fx tandlægebesøg eller andre undersøgelser, som personen med demens kan opleve som ubehagelige eller skræmmende.

Da symptomer som angst og uro kan være relateret til depression, og da antidepressiva generelt giver færre bivirkninger end anxiolytika af benzodiazepintypen, kan antidepressiv behandling forsøges, før man iværksætter angstdæmpende behandling.

Forbrug af benzodiazepiner

Med hensyn til anvendelsen af benzodiazepiner til ældre registreret med en demensdiagnose har et dansk registerstudie fra 2016 kortlagt udviklingen i forbruget i perioden 2000 til 2012.

I 2000 var 29,2 % af ældre med en demensdiagnose på et tidspunkt i løbet af året i behandling med anxiolytika, mens 19,2 var i behandling med hypnotika eller sedativa.

I 2012 var andelen i behandling med anxiolytika faldet til 15,7 %, mens andelen i behandling med hypnotika eller sedativa var faldet til 11,3 %.

Senest opdateret: 08. august 2017