Til forsiden

Medicinsk behandling af psykiatriske symptomer ved demens

Hvis behandling uden lægemidler ikke har nogen effekt, eller hvis der foreligger en egentlig psykisk lidelse, som patienten virker forpint af, kan behandling med psykofarmaka i nogle tilfælde være relevant.

Behandling med psykofarmaka bør kun iværksættes og kun kortvarigt, hvis patienten på trods af anden behandling er forpint eller til betydelig gene eller fare for sig selv eller andre, fx på grund af udadreagerende adfærd. Hvis patienten ud over demens har en mangeårig psykiatrisk sygdom, skal denne som udgangspunkt fortsat behandles under hensyntagen til eventuelle bivirkninger.

Den demente hjerne reagerer ofte stærkere på lægemiddelbehandling end den raske ældre hjerne, og risikoen for overdosering og bivirkninger er stor. På engelsk anvendes udtrykket "Start low, go slow, but go" om dosering af psykofarmaka ved demens, hvilket kan oversættes til, at man skal starte forsigtigt op med en lav dosis og øge dosis ganske langsomt. Man skal dog ikke være bange for at medicinere, hvis det er nødvendigt.

"Start low, go slow, but go"

Løbende vurdering

Ved behandling af personer med demens med psykofarmaka bør effekten vurderes løbende. Der skal holdes øje med eventuelle bivirkninger igennem en længere periode, og der bør med mellemrum tages stilling til seponering af medicinen eller reduktion af dosis.

Når man sætter ældre mennesker i behandling med psykofarmaka bør man udvise tålmodighed. Absorptionen foregår generelt langsommere end hos yngre, og ofte kan virkningen først vurderes efter uger eller måneder.

Der kan være risiko for at overse bivirkninger hos en overmedicineret patient. Plejepersonalet oplever det måske som en lettelse, hvis patienten ikke længere er urolig og udadreagerende, og bliver først senere opmærksom på, at f.eks. gangfunktionen er blevet forringet.

Information om lægemidler

Senest opdateret: 30. november 2016