Til forsiden

Kender du nogen med demens?

Pressemeddelelse Fra tirsdag den 14. maj kan alle hente viden om demens på ABC Demens

Hvad er demens? Hvordan kan man skelne mellem almindelig glemsomhed og demens? Det og en række andre spørgsmål kan man nu få svar på via programmet ABC Demens på www.videnscenterfordemens.dk

ABC Demens indeholder viden om de mest almindelig demenssygdomme, om risiko og forebyggelse af demens og om symptomer, der kan ligne demens, men ikke er det. Desuden kan man gå på udforskning af hjernen og høre HjerneMadsen, Peter Lund Madsen, fortælle om hjernen. Ligesom man kan se film med pårørende der fortæller, hvordan de opdagede, at et familiemedlem var blevet dement. Desuden kan man også besøge det virtuelle plejecenter Møllebo, hvor man kan øve sig i forskellige plejesituationer.

Det er Nationalt Videnscenter for Demens, der har udviklet programmet, som er målrettet medarbejdere i hjemmeplejen, på plejehjem og hospitaler.

- Men pårørende kan sagtens bruge det, siger Karen Tannebæk, der er uddannelseskonsulent i Videnscenter for Demens.

- Programmet stiller blandt andet en række spørgsmål, som man kan svare på som hjælp til at afklare, om der er tale om symptomer på demens. Det er fx ikke tegn på demens, at man glemmer en aftale eller ikke kan huske, hvor man har lagt brillerne eller finde de rigtige ord. Men hvis man konsekvent glemmer aftaler og ikke kommer i tanke om dem, eller ikke kan huske, at man har briller og erstatter mange ord med andre - så kan det være tegn på demens, siger Karen Tannebæk.

Programmet bliver senere udbygget med et modul om kommunikation med mennesker med demens, og eksempler på, hvordan man bedst takler forskellige former for adfærd hos demente.

For at få adgang til ABC Demens skal man registrere sig som bruger på

For yderligere oplysninger kontakt Karen Tannebæk på 35 45 76 61 eller professor Gunhild Waldemar på 51 68 45 20.

Senest opdateret: 28. april 2015