Til forsiden

Demensugen slår dørene op for musikalsk samvær

4. maj 2020

Fra mandag den 4. maj kan du hver dag kl. 16 på Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmarks facebookside få gode råd til musikalsk samvær for mennesker med demens. Du kan blandt andre møde musikterapeuter med speciale i demens, som kommer med gode råd.
demensuge2020.png

Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark ruller i uge 19 – som er national demensuge – en række aktiviteter ud om musikalsk samvær gennem elektroniske og digitale redskaber. Formålet er, at mennesker med demens får mere musik ind i hverdagen. Og på grund af Covid-19 vil det alt sammen ske på https://www.facebook.com/demensvenligtdanmark.

Under corona-krisen er mennesker med demens blevet yderligere begrænsede i deres sociale liv og aktiviteter. Derfor har mange børn og voksne i alle aldersgrupper brugt musikken til at holde modet oppe og fastholde følelsen af fællesskab hos deres nærmeste med demens. Og det er nogle vaner og redskaber, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark gerne vil fastholde til at styrke samværet mellem personer med demens og deres pårørende. 

Ugen bliver rundet af fredag den 8. maj på Facebook sammen med skuespiller, sanger og danser Silas Holst, som er ambassadør for Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark og selv har demens inde på livet.

Sang og musik højner livskvaliteten hos mennesker med demens

En ny undersøgelse blandt nære pårørende til personer med demens, som Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark står bag, viser, at mere end hver femte person, der lever med demens, foretrækker musik og sang som fritidsaktivitet. Højt på listen står også bevægelse, motion og havearbejde.

”Vi har længe vidst, at sang og musik har en positiv og beroligende effekt på personer med demens, og den nye undersøgelse bekræfter, at musik er et vigtigt redskab til bedre livskvalitet. Derfor vil vi gerne bruge Demensugen i år til at sætte fokus på digitalt og elektronisk samvær med sang og musik som omdrejningspunkt – også efter at corona-pandemien har sluppet sit tag i vores samfund,” fortæller Lone Harlev, sekretariatsleder i Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark.

Hun understreger, at musikalske, online fællesskaber og brug af skærme som iPads, telefoner og computer naturligvis ikke skal stå i stedet for fysiske aktiviteter for personer med demens. Men det kan være et supplement til samvær med personer med demens – også på den anden side af corona-pandemien.

Musik giver adgang til områder i hjernen, som stadig fungerer

Musik og sang har længe været brugt professionelt og som fritidsaktivitet for mennesker med demens. Ifølge Hanne Mette Ochsner Ridder, ph.d., professor og forsker i musikterapi på Aalborg Universitet, giver det derfor god mening, at pårørende og nære til personer med demens bruger digitale redskaber som supplement til at få mere musik ind i stuerne hos hjemmeboende personer med demens.

”De dele af hjernen, som musik aktiverer, kan være bevaret meget langt henne i et demensforløb. Musik giver altså adgang til områder i hjernen, som stadig fungerer,” siger Hanne Mette Ochsner Ridder.

Og alle kan være med, understreger Lone Harlev fra Folkebevægelsen for et Demensvenligt Danmark:

”Sang og musik som energigivende redskab kræver ikke nødvendigvis, at man synger eller spiller godt. Alle kan være med, og lige præcis den barriere tror vi, at mange har overvundet i denne tid. Vi har kort sagt taget sangen til os som en kilde til glæde, livsmod og fællesskab. Det kan også være, at man skal blive bedre til at hjælpe sin nære eller pårørende med demens med at få tændt for radioen eller tv’et, når der er udsendelser med musik og sang. Der er mange muligheder for at dyrke musikken sammen og hver for sig, og det håber vi at være med til at udbrede under årets demensuge."


Praktisk information om Demensugen 2020