Til forsiden

Professor Gunhild Waldemar modtager Marie og August Krogh Prisen

10. januar 2019 af Mette Kjær

Professor og leder af Nationalt Videnscenter for Demens, Gunhild Waldemar modtager Marie og August Krogh Prisen 2019 for sit bidrag til forskning og uddannelse inden for demens. 
GW Marie og August Krogh.jpg
Prisen er på 1,5 mio. kr. og uddeles af Novo Nordisk Fonden og Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber.

I mere end 30 år har Gunhild Waldemar, arbejdet for at bringe demens frem i det politiske lys og danskernes bevidsthed. Det bliver hun nu belønnet for med Marie og August Krogh Prisen, der tildeles en person, som har udmærket sig ved fremragende dansk sundhedsvidenskabelig forskning.
 
Professor og overlæge Henrik Ullum, formand for Organisationen af Lægevidenskabelige Selskaber, som udpeger prisvinderen, siger:
 
”Gunhild Waldemar modtager Marie og August Krogh Prisen for sit mangeårige og utrættelige arbejde med at bekæmpe folkesygdommen demens. Hun har bidraget væsentligt til forskning og uddannelse i demens og har – ikke mindst – arbejdet for mennesker med demens. Samtidig har hun skabt fokus på de pårørende, der også i høj grad påvirkes af sygdommen.”
 

Vigtige milepæle i indsatsen

Gunhild Waldemar har bidraget til dansk demensforskning i en lang årrække: 
  • I 1991 var hun medstifter af Alzheimerforeningen.
  • I 1995 etablerede hun den første danske tværfaglige hukommelsesklinik, der diagnosticerer og behandler mennesker med demens. Den er blevet skabelonen for flere lignende behandlingscentre sidenhen.
  • I 2007 etablerede hun Nationalt Videnscenter for Demens, som hun siden har været leder af. Centeret har som mål at give fagpersoner i regioner og kommuner adgang til den nyeste viden inden for demens og er en grundpille i uddannelsen af læger, sygeplejersker, plejepersonale og andet fagpersonale, der dagligt arbejder med mennesker med demens.
  • Senest har Gunhild spillet en stor faglig rolle i udviklingen af regeringens nationale demenshandlingsplan 2025, som blev lanceret i 2017.

Bedre behandling af mennesker med demens

”Det er dejligt at få anerkendelse og vide, at ens arbejde bliver værdsat. Mange andre end jeg selv har været med til at forme dansk demensforskning, men jeg er stolt af, at jeg har været med til at få både forskning og uddannelse af fagpersonale til at spille sammen, så mennesker med demens i dag får en langt bedre behandling, end da jeg startede inden for feltet for mange år siden,” fortæller Gunhild Waldemar.