Til forsiden

Nyt katalog med kurser og konferencer om demens 2017

25. november 2016

Kursuskataloget fra Nationalt Videnscenter for Demens er på gaden og spækket med tilbud om temadage, kurser og konferencer for de mange forskellige faggrupper, der arbejder med udredning, behandling, støtte og pleje af mennesker med demens.
Forskningskonference_2016_20161125_00074_web.jpg

Viden og engagement hos personalet er – kombineret med en personcentreret indsats – helt afgørende for trivsel og livskvalitet hos mennesker med demens og deres pårørende.

Nationalt Videnscenter for Demens tager afsæt i den nyeste evidensbaserede viden og best practice og stræber samtidig efter et kursus- og konferencetilbud, som understøtter praksis og let kan omsættes til handling i hverdagen. Det gælder uanset, om det er kurser for faggrupper, der beskæftiger sig med omsorg og pleje, aktivitet og træning, eller om det er personale, der arbejder med forebyggelse og tidlig opsporing, diagnosticering og behandling af demens.

- I 2017 har vi fokus på mange aspekter af tilværelsen med en demenssygdom, herunder personcentreret omsorg, tandsundhed og dysfagi, udviklingshæmning, fysisk træning, seksualitet og kærlighedsliv, den forunderlige hjerne og livets afslutning. Og vi har udvidet vores målgruppe endnu mere og har fagspecifikke kurser for både psykologer, socialrådgivere, læger og ph.d.-studerende, fortæller uddannelsesleder Karen Tannebæk, Nationalt Videnscenter for Demens.

Udover de planlagte kurser, som ses i kataloget, kan man også købe skræddersyede kursusforløb, som bliver tilrettelagt, så det passer til de behov, der er på den konkrete arbejdsplads eller kommune.  

Se aktuelle kurser og konferencer her 

Se skræddersyede kurser og kurser til hjemkøb her 

Hjemmesiden opdatereres løbende med aktiviteter og arrangementer med detaljerede programmer, beskrivelser af undervisere og oplægsholdere samt anden praktisk information.