Til forsiden

Plejetestamente indføres i kommunal sundhedsplan

8. juli 2011

Favrskov Kommune anbefaler alle personer med en demenssygdom at udfylde et plejetestamente. Derved kan personalet tilrettelægge pleje af den demente med udgangspunkt i individuelle behov. Praksissen indføres nu i kommunens sundhedsplan.
plejetestamente

Plejetestamentet udtrykker patientens ønsker til hverdagen på et plejecenter, fx vedr. motion, mad, interesser osv. Når den demente på grund af sygdommen ikke længere kan udtrykke sine ønsker, kan personalet tage udgangspunkt i testamentet og forsøge at imødekomme de individuelle behov.

Dorthe Vennemose Buss, jurist i Nationalt Videnscenter for Demens, hilser initiativet velkomment: "Selvom plejetestamentet ikke er juridisk bindende, så står det beskrevet i serviceloven som en mulighed. Plejetestamentet kan være det redskab, der fortæller personalet hvornår man plejer at gå i bad, hvad der er ens livret osv. Potentielt kan plejetestamentet medvirke til færre konflikter, hvis personalet kender til den dementes ønsker og kan handle på dem".

Ældrerådet i Favrskov Kommune har desuden anbefalet, at visitationen medbringer en pjece om plejetestamente ved første besøg hos den demente.

Læs mere om plejetestamente

Find vejledning til plejetestamente (udarbejdet af Alzheimerforeningen)