Til forsiden

Demens og rehabilitering

På dette kursus får du viden om, hvordan du kan fremme, at mennesker med demens bliver inddraget i forløbet i den  tidlige fase af demenssygdommen.
200324_demensogrehab.png
  • Dato: 24. marts 2020
  • Sted: Scandic Roskilde, Ved Ringen 2, 4000 Roskilde
  • Type: To dages kursus
  • Pris: 2.995 kr
  • Tid: Dag 1, 24. marts 2020: kl. 9.30-16.00. Dag 2, 25. marts 2020: kl. 9.00-15.30
  • Deltagere: Max 30 personer
  • Tilmeldingsfrist: 18. februar 2020 Tilmeld

Når man taler om rehabilitering i forbindelse med demens, handler det grundlæggende om at støtte personen i at forblive så selvstændig og aktiv som muligt ud fra personens egne præmisser. I den forbindelse har mennesker med demens brug for en særlig tilrettelagt indsats, da de kan have svært ved at definere og give udtryk for egne ønsker og behov på grund af kognitive vanskeligheder. Men hvilke indsatser virker og giver mening? 

På dette kursus får du viden om, hvordan du kan fremme, at mennesker med demens bliver inddraget i forløbet i tidlig fase af sygdommen. Du bliver også præsentereret for viden om forebyggelse og behandling af demens set ud fra et læge­fagligt perspektiv. Desuden er der fokus på kognitive metoder og fysisk træning til mennesker med demens. Kurset er en blanding af undervisning og dialog.

Målgruppe

Demenskoordinatorer, fysioterapeuter, ergoterapeuter og andre faggrupper, som arbejder med mennesker med demens i tidlig fase af sygdommen.

Program

Se og download kursusbeskrivelse for "Demens og rehabilitering".
Se og download program for "Demens og rehabilitering".

Undervisere

Nanna-Sobol.jpg

Nanna Aue Sobol er fysioterapeut og ph.d. Hun har sammen med Nina Beyer været ansvarlig for træning og fysiske test i ADEX-projektet ved Forskningsenhed for Muskuloskeletal Rehabilitering, Fysio-og Ergoterapien, Bispebjerg og Frederiksberg hospitaler. Hendes ph.d. omhandler effekten af konditionstræning på fysisk funktion, dual-task performance og exercise self-efficacy hos hjemmeboende med Alzheimer’s sygdom i let grad. Nanna arbejder nu som udviklingsterapeut i Frederiksberg kommune, Ambulant genoptræning og rehabilitering.


Steen Hasselbalch_142px_hoej.jpg

Steen Hasselbalch, professor i demenssygdomme, forskningsleder ved Nationalt Videnscenter for Demens og overlæge i Hukommelsesklinikken, Rigshospitalet. Steen Hasselbalch er involveret i flere danske og internationale forskningsprojekter. Han har bl.a. ledet det danske multicenterstudie ADEX, der undersøgte effekten af fysisk træning ved Alzheimers sygdom. På dette kursus vil Steen Hasselbalch fortælle om den tidlige fase af Alzheimer og andre demenssygdomme, mulighederne for at forebygge demens, og om hvordan man sikrer en målrettet opfølgning. 


laila.jpg

Laila Øksnebjerg, specialist i klinisk neuropsykologi, ph.d og neuropsykolog i Nationalt Videnscenter for Demens. Har i mange år arbejdet dels med demensudredning, dels med psykologiske og psykosociale tilbud til mennesker med demens og pårørende. Laila Øksnebjerg har særligt fokus på tilbud, redskaber og metoder, der kan støtte mennesker med demens og deres pårørende i at håndtere og kompensere for de kognitive vanskeligheder demenssygdomme medfører. Laila Øksnebjerg har ledet forskningsprojektet ReACT (Rehabilitation in Alzheimer’s disease using Cognitive support Technology / Teknologibaseret kognitiv rehabilitering af mennesker med Alzheimers sygdom). Laila Øksnebjerg er medlem af det europæiske netværk InterDem, der arbejder for metodeudvikling og forskning i psykosocial intervention ved demens.  


Ulla_Fejerskov_95px.jpg

Ulla Vidkjær Fejerskov, ergoterapeut og master i Voksnes Læring og Kompetenceudvikling. Uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens. Som underviser har Ulla Vidkjær Fejerskov særlig interesse for formidling, kommunikation, fysisk træning, personcentreret omsorg og pårørende til mennesker med demens. Har tidligere arbejdet som demenskoordinator og udviklingskonsulent. 


Jette_Kallehauge_web.jpg

Jette Gerner Kallehauge, ergoterapeut og demenskoordinator (Soc.D.). Uddannelseskonsulent ved Nationalt Videnscenter for Demens, hvor hun har været projektleder for ”Værktøjskassen – støtte til et liv med demens” (initiativ 11 i Den Nationale Demenshandlingsplan, 2025). Jette Gerner Kallehauges særlige interesseområder er tidlig og personcentreret støtte til personer med let til moderat demens og deres pårørende, rehabilitering ved demens, kommunikation ved demens og tværsektorielt demenssamarbejde. Har tidligere arbejdet som demenskoordinator i flere kommuner og været regionalt ansat som demensfaglig koordinator med ansvar for bl.a. udvikling af Forløbsprogram for Demens og etablering af fælles visitation til demensudredning. Medforfatter til bogen ”Rehabilitering ved demenssygdom” (Munksgaard, 2012). 

Senest opdateret: 29. november 2019