Til forsiden

Det limbiske system

Det limbiske system ligger dybt inde i storhjernen og har betydning for vores hukommelse og følelser.

Limbiske-system_web_300.jpgDet limbiske system ligger dybt i storhjernen på indersiden af tindingelappen og omfatter blandt andet hippocampus (latin for søhest) og amygdala.

Vidste du at:

Det limbiske system er udviklingsmæssigt en gammel del af hjernen, som i sin opbygning og form er nogenlunde ens hos mange dyrearter.

Amygdala har betydning for bearbejdning af følelser, fx frygt. Amygdala kan påvirke andre områder af hjernen, som frigiver blandt andet stresshormonet adrenalin ved frygt. Det giver kropslige reaktioner som hjertebanken, øget blodtryk og øget opmærksomhed. Amygdala har også betydning for de følelser, der tillægges sanseindtryk, inden de overføres til hukommelsen.

Hippocampus er meget vigtig for indlæring af nye oplevelser og sanseindtryk, for uden hippocampus kan man ikke lagre ny information. Personer, som har fået skader på hippocampus i begge sider af hjernen, kan godt erindre begivenheder fra før skaden, men glemmer umiddelbart, hvad de modtager af ny information.

Ved Alzheimers sygdom er manglende evne til at lagre ny information – altså det at huske – også et af de mest karakteristiske og tidligste symptomer, fordi sygdommen starter i områderne omkring hippocampus.

Referencer:

Hasselbalch, S. G. (2011). Hjernens struktur og funktion. I: Paulsen, S. (Red.), Forstå demens (2.udgave, s. 17-26). København: Hans Reitzels Forlag.

Senest opdateret: 20. september 2017