|
Kan stress medføre hukommelsesbesvær hos ældre?
Skrevet den 14-01-2010 af Kasper Jørgensen
Mange har en oplevelse af, at blive mere glemsomme, når de føler sig under pres. Men kan kronisk stress ligefrem have en skadelig virkning på det hukommelsen? I følge en forskergruppe fra University of California, San Diego, afhænger svaret af, om man i forvejen er kognitivt intakt eller om man har en let grad af kognitiv svækkelse (mild cognitive impairment, MCI).
Kognitivt intakte ældre, der oplever kronisk stress, ser ikke ud til at ‘tabe højde’ med hensyn til glemsomhed i et hurtigere tempo end normalt. Derimod er der tegn på at ældre, der i forvejen er præget af let kognitiv svækkelse, er ekstra sårbare overfor kronisk stress. Ældre med både MCI og et højt stressniveau udviser således en hurtigere forværring af deres hukommelse i løbet af et par år end ældre med MCI og et lavt stressniveau. Ingen personer med demens indgik i undersøgelsen.
Forskerne undersøgte endvidere, om der skulle være en sammenhæng mellem forekomsten af binyrebarkhormonet kortisol (hydrokortison, målt i spyt) og udviklingen i deltagernes hukommelsesfunktion, men her gik resultaterne på tværs af forventningerne. I gruppen af kognitivt intakte ældre sås ingen association mellem kortisolniveau og tempoet for udvikling af glemsomhed, og i MCI-gruppen var et højt kortisolniveau, noget overraskende, forbundet med et langsommere tempo for udvikling af glemsomhed.
En mulig svaghed ved undersøgelsen er det forholdsvis lave deltagerantal (52 personer), men forløbsundersøgelser af sammenhængen mellem stress og kognitive funktioner hos ældre er sjældne.
Undersøgelsesdesign: 25 kognitivt intakte ældre og 27 ældre med MCI blev fulgt gennem en periode af 1-3 års varighed. MCI blev defineret ud fra de såkaldte Petersen-kriterier, der lægger vægt på at personen har en hukommelse, der er forringet for alderen, men ikke i øvrigt udviser tegn på demens. Forskerne anvendte et relativt omfattende struktureret interview, the Life Events and Difficulties Schedule, for at måle forekomsten af kronisk stress hvert halve år i undersøgelsesperioden. Som eksempler på stressende begivenheder kan nævnes indlæggelse på hospital eller dødsfald i familien. Deltagerne gennemgik endvidere en neuropsykologisk testning hvert år med vægt på måling af hukommelse. Udviklingen i deres kognitive funktionsniveau blev analyseret ved hjælp af statistiske regressionsmodeller.
Kilde: Peavy, G. M., Salmon, D. P., Jacobson, M. W., Hervey, A., Gamst, A. C., Wolfson, T. et al. (2009). Effects of chronic stress on memory decline in cognitively normal and mildly impaired older adults. Am.J.Psychiatry, 166, 1384-1391.
|