Hjælp  | Kontakt |
In English
Om demens|E-learning|Hukommelsesklinikken|Forskningsenheden |Formidlingsenheden|Om Videnscentret

Forside Forskningsenheden Forskningsnyheder


Hjernegymnastik holder ældre åndsfriske

Skrevet den 28-08-2009 af Kasper Jørgensen

Fritidsaktiviteter i form af læsning, skrivning, løsning af kryds-og-tværsopgaver, brætspil, kortspil, deltagelse i gruppediskussioner eller musikudøvelse har tilsyneladende en evne til at forsinke udvikling af demens hos ældre mennesker.

En forskergruppe fra New York har siden starten af 1980'erne fulgt 488 ældre borgere i det såkaldte Bronx Aging Study. Ved undersøgelsens start var alle deltagere ikke-demente, men i de følgende årtier udviklede 101 personer demens. Alle deltagere blev fra starten bedt om at redegøre for, hvor mange dage per uge de deltog i en eller flere af de nævnte typer fritidsaktiviteter.

Det viste sig, at flertallet af de ældre, der deltog i flere fritidsaktiviteter hver uge, blev demente i en lidt højere alder, end dem, der brugte mindre tid på mentalt stimulerende aktiviteter. Effekten var ikke overvældende stor, men hver ekstra ugedag, deltagerne var involveret i en fritidsaktivitet, gav senere i alderdommen en gennemsnitlig forsinkelse på godt to måneder (0,18 år) i udviklingen af demens. Som eksempel anfører forskerne, at en person, der dyrkede en eller flere former for hjernegymnastik 11 gange om ugen, kunne forvente godt et år og tre måneder (1,29 år) som ikke-dement sammenlignet med en person, der kun motionerede sin hjerne fire gange om ugen.
 
Den dårlige nyhed var, at når den kognitive forringelse endelig satte ind med forsinkelse, gik det relativt hurtigere ned ad bakke. Slutresultatet, demens, var med andre ord nogenlunde det samme, men de mentalt aktive vandt ekstra tid som ikke-demente.

Forskergruppen har tidligere påvist, at uddannelse (målt i antal år) tilsyneladende har en forsinkende effekt i nogenlunde samme størrelsesorden på demensudvikling. De tolker resultaterne som støtte til teorierne om kognitiv reservekapacitet, der går ud på at mentale ressourcer som f.eks. intelligens måske har en form for beskyttende eller forebyggende virkning mod udvikling af demens.

Kilder:
Hall, C. B., Derby, C., LeValley, A., Katz, M. J., Verghese, J., & Lipton, R. B. (2007). Education delays accelerated decline on a memory test in persons who develop dementia. Neurology, 69, 1657-1664.

Hall, C. B., Lipton, R. B., Sliwinski, M., Katz, M. J., Derby, C. A., & Verghese, J. (2009). Cognitive activities delay onset of memory decline in persons who develop dementia. Neurology, 73, 356-361.

 

Nyhedsbrev

Meld dig til nyhedsbrevet

Nyheder om demens

Biomarkører påviser Alzheimers sygdom
Analyse af rygmarvsvæsken har det seneste årti været anvendt i forbindelse med diagnosticering ...
Forebyg Alzheimers sygdom med motion og kost
På den internationale konference om Alzheimers sygdom (ICAD), der i 2010 fandt sted ...
Nye MTV-rapporter: Motion virker mod demens
Motion som cykling, løb og svømning har en forebyggende virkning mod demens, men ...
Læs alle links
Nyheder fra Videnscentret
Hospitalssektoren bedre til at opdage demens
Siden midten af 1990’erne er der sket en markant stigning i antallet af personer, ...
Demens er den 5. mest udbredte dødsårsag i Danmark
I 2008 døde 2.730 danskere af en demenssygdom, hvilket gør uhelberedelige hjernesygdomme ...
Læs alle presseklip
Nationalt Videnscenter for Demens  |  Rigshospitalet afsnit 7661  |   Blegdamsvej 9  |  2100 Kbh. Ø  | Tlf. 35457661  vide@rh.regionh.dk