Hjælp  | Kontakt |
In English
Om demens|E-learning|Hukommelsesklinikken|Forskningsenheden |Formidlingsenheden|Om Videnscentret

Forside Forskningsenheden Forskningsnyheder


Forsøgsmedicin mod Alzheimers sygdom afprøves

Skrevet den 26-08-2009 af Kasper Jørgensen

En ny type eksperimentel medicin, der går alternative veje i påvirkningen af sygdomsmekanismerne ved Alzheimers sygdom, har indtil videre givet interessante resultater.

Alle kroppens celler har brug for glukose (blodsukker) som energikilde. I forbindelse med Alzheimers sygdom ses allerede i den tidlige sygdomsfase svigt i cellernes glukosestofskifte i bestemte områder af hjernen. Faktisk kan svigt i hjernecellernes stofskifte påvises i op til 10-20 år før udviklingen af demenssymptomer. Dette har inspireret til teorier, hvor Alzheimers sygdom opfattes som en særlig hjernemæssig form for sukkersyge - en “type 3 diabetes”. Men glukose er ikke den eneste type brændstof, som hjernen kan anvende.

En amerikansk biotech-virksomhed har nu afprøvet en ny type medicin, der sigter mod at tilvejebringe en alternativ energikilde til hjerneceller, der er berøvet glukose. Det drejer sig om stoffet Axona, der af leveren omdannes til såkaldte ketonstoffer, som hjernecellerne kan udnytte i deres stofskifte. Afprøvningen skete i form af en lodtrækningsbaseret (randomiseret) dobbelt-blind, placebokontrolleret undersøgelse, der inkluderede 152 patienter med let til moderat Alzheimers sygdom. Flertallet af patienterne var samtidig i behandling med traditionel antidemensmedicin (kolinesterasehæmmere). Gruppen, der modtog aktiv behandling, opnåede allerede efter 45 dage en signifikant bedring af deres kognitive funktionsniveau i størrelsesordenen ca. 2½ point ud af 70 på det kognitive screeningsinstrument ADAS-cog (Alzheimer's Disease Assessment Scale, kognitiv subskala), der udgjorde et af de primære effektmål. Derimod sås der ingen effekt på et globalt klinisk vurderingsinstrument (Clinical Global Impression of Change; ADCS-CGIC) eller på Mini Mental Status Examination (MMSE).

En nærmere analyse viste, at effekten af behandlingen i høj grad var bestemt af genetiske forhold - det vil sige om patienterne var bærere af en særlig genetisk variant (af ApoE4-genet), der er forbundet med en øget risiko for at udvikle Alzheimers sygdom. I gruppen af patienter uden risikovarianten (43% af deltagerne) sås en gavnlig effekt på 5-6 point på ADAS-cog. I gruppen af patienter med risikovarianten (57% af deltagerne) sås derimod begrænset eller ingen effekt.

Resultaterne mangler at blive efterprøvet i andre undersøgelser, men ideen om en type medicin, der fungerer helt anderledes end de traditionelle kolinesterasehæmmere - og som måske kunne anvendes i kombination med disse - er interessant.

Kilde:
Henderson, S. T., Vogel, J. L., Barr, L. J., Garvin, F., Jones, J. J., & Costantini, L. C. (2009). Study of the ketogenic agent AC-1202 in mild to moderate Alzheimer's disease: a randomized, double-blind, placebo-controlled, multicenter trial. Nutr.Metab (Lond), 6, 31

 

 

Nyhedsbrev

Meld dig til nyhedsbrevet

Nyheder om demens

Biomarkører påviser Alzheimers sygdom
Analyse af rygmarvsvæsken har det seneste årti været anvendt i forbindelse med diagnosticering ...
Forebyg Alzheimers sygdom med motion og kost
På den internationale konference om Alzheimers sygdom (ICAD), der i 2010 fandt sted ...
Nye MTV-rapporter: Motion virker mod demens
Motion som cykling, løb og svømning har en forebyggende virkning mod demens, men ...
Læs alle links
Nyheder fra Videnscentret
Hospitalssektoren bedre til at opdage demens
Siden midten af 1990’erne er der sket en markant stigning i antallet af personer, ...
Demens er den 5. mest udbredte dødsårsag i Danmark
I 2008 døde 2.730 danskere af en demenssygdom, hvilket gør uhelberedelige hjernesygdomme ...
Læs alle presseklip
Nationalt Videnscenter for Demens  |  Rigshospitalet afsnit 7661  |   Blegdamsvej 9  |  2100 Kbh. Ø  | Tlf. 35457661  vide@rh.regionh.dk